Nykøbing Falster, 25/06/2025 - 11:00
Bøtø-sagen skal for retten over fem dage i september
En i dag 57-årig mand har nægtet sig skyldig i voldtægt og drabsforsøg på en 11-årig pige i 1999.
Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den såkaldte Bøtø-sag kommer for retten, mere end 26 år efter at en 11-årig pige blev overfaldet på Bøtø Strand på Falster.
Sagen skal nemlig behandles over fem dage til september.
Det oplyser Retten i Nykøbing Falster, hvor sagen skal indledes 8. september. Den sidste retsdag bliver 29. september.
I sagen er en i dag 57-årig mand tiltalt for at have udsat pigen for voldtægt og drabsforsøg på stranden 4. august 1999. Dengang ville manden have været 31 år.
Det er DNA-spor og nye muligheder for såkaldt slægtskabssøgning, som er årsag til, at sagen kommer for retten efter så mange år.
Politiet var i mange år på bar bund i sagen, der i tiden efter overfaldet var meget omtalt i offentligheden.
Men i december sidste år kunne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyse om gennembruddet i efterforskningen ved hjælp af den særlige metode.
En mand fra lokalområdet blev anholdt, og han har siden siddet varetægtsfængslet, fordi retten har fundet, at mistanken var begrundet. Den 57-årige har nægtet sig skyldig.
Det bliver et nævningeting i Retten i Nykøbing Falster, som skal behandle sagen.
I sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at manden også er tiltalt for at have været i besiddelse af et haglgevær og et luftgevær, i forbindelse med at han blev anholdt.
Han var ifølge tiltalen også i besiddelse af ammunition til våbnene, der blev opbevaret frit tilgængeligt i mandens soveværelse.
Voldtægten i 1999 fandt ifølge tiltalen sted om eftermiddagen, hvor manden henvendte sig til pigen - under påskud af at spørge hende, hvad klokken var - og herefter viste hende en pistollignende genstand.
Derpå tog han hårdt fat i hendes arm og trak hende væk fra en sti, hvorefter han voldtog hende, lyder det i anklageskriftet.
Efterfølgende skal han have taget halsgreb på pigen, indtil hun mistede bevidstheden.
Det er politiets opfattelse, at manden troede, at pigen var, død, da han forlod stedet.
/ritzau/