Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frederiksberg, 10/02/2026 - 11:54

18-årig erkender at have kørt 65-årig ihjel ved BabySam

Retten på Frederiksberg behandler tirsdag en sag, hvor en 18-årig er tiltalt for uagtsomt manddrab.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En nu 18-årig ung mand erkender tirsdag i Retten på Frederiksberg at have kørt en 65-årig kommende bedstefar ihjel foran BabySam i Valby 19. august sidste år.

Han nægter sig dog fortsat skyldig i, at han var påvirket af euforiserende stoffer eller lattergas, da ulykken skete.

Det fortæller forsvarsadvokat Mette Grith Stage under første retsmøde i sagen.

- Det nægtes, at han var påvirket på tidspunktet, og at han har kørt 70 kilometer i timen, siger hun.

Den 65-årige var på ulykkestidspunktet ved at læsse en nyindkøbt barnevogn til sit ufødte barn ind i en bil.

Manden - der på tidspunktet for ulykken var 17 år - er blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Anklager Sara Groth viser en video, der også har floreret på sociale medier.

Videoen viser kørsel på Frederikssundsmotorvejen i den Porsche, der senere kørte den 65-årige mand ihjel.

Den er optaget om morgenen 19. august sidste år - samme dag som den dødelige ulykke.

Speedometeret viser 234 kilometer i timen, påpeger anklageren.

Forsvarer Mette Grith Stage bekræfter, at det er den tiltalte samt den omtalte Porsche, der er i videoen.

- Jeg troede det var sejt, så jeg valgte at tage en video af det, siger den 18-årige fra vidneskranken.

Porschen havde han lånt af sin mor samme morgen. Hun havde lånt den af en ven, fortæller han

Flere videoer afspilles på to store lærreder. De er filmet fra passagersædet af en passager i Porschen kort tid før ulykken, der fandt sted cirka klokken 18.20.

Den dengang 17-årige blev anholdt mere end syv timer efter påkørslen.

Han meldte sig ikke til politiet, fordi han havde brug for at tale med sine familiemedlemmer om situationen, forklarer han.

- Jeg havde det ikke godt med det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde mange dårlige tanker, siger han mens hans fod tripper op og ned under bordet i vidneskranken.

Politiet har fået udlæst nogle Snapchat-beskeder fra den tiltaltes telefon.

- Vi skal være enige, står der i en besked. Den er sendt klokken 21.11 fra den tiltaltes bruger til den passager, der var med under ulykken.

Den 18-årige husker ikke, hvad han mente med den besked, forklarer han i retten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek