København, 11/07/2025 - 15:50
Minister: Medlem af Hizb ut-Tahrir må gerne arbejde med infrastruktur
Lars Aagaard tager afstand fra Hizb ut-Tahrir, men siger, at medlemmer har ret til job i staten.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er foreneligt at være medlem af Hizb ut-Tahrir og ansat i det statslige energiselskab Energinet, der håndterer kritisk infrastruktur.
Det mener forsyningsminister Lars Aagaard (M) ifølge et folketingssvar, hvor han tager afstand fra den islamiske organisation.
- Medarbejdere i Energinet og andre steder i staten har samme ret som den øvrige befolkning til, inden for lovens rammer, at have forskellige politiske og religiøse overbevisninger, skriver han i svaret.
Flere politikere har kaldt det bekymrende, at Sebastian Østerfelt er ansat som stærkstrømsingeniør i Energinet.
Han er også kendt som Aqeel Abu Osama og er medlem af Hizb ut-Tahrir.
Sagen tager sit udspring på sociale medier, hvor Osama gik viralt med en video om, at studenterkørsel er haram, hvilket er et begreb for ting, der er ulovlige inden for islamisk lov.
Det fik flere på sociale medier og medierne til at interessere sig for ham.
Tidligere efterretningsofficer Stiig Wæver og den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp har over for B.T. udtrykt bekymring for, at Sebastian Østerfelts potentielle adgang til oplysninger i Energinet kan blive misbrugt.
Men Lars Aagaard har tillid til Energinet.
- Jeg har tillid til, at Energinet håndterer forsyningskritisk viden og infrastruktur sikkerhedsmæssigt forsvarligt, skriver Lars Aagaard.
Han har bedt Energinet om at beskrive deres generelle retningslinjer og procedurer nærmere omkring sikring af forsyningskritiske oplysninger.
Organisationen er lovlig i Danmark og kæmper for indførelsen af et islamisk kalifat. Flere medlemmer er dømt i Danmark for billigelse af terror, senest i november 2024.
Under navnet Aqeel Abu Osama har han selv i en video på TikTok sat ord på den "smædekampagne", han mener er rettet mod ham.
- Der skal en meget, meget simpel Google-søgning til for at se, at Hizb ut-Tahrir er en ikkevoldelig organisation. Vi er aldrig nogensinde blevet dømt for eller sigtet for at have forbindelse til noget som helst, der var voldeligt, sagde han onsdag i en video.
/ritzau/