København, 29/06/2026 - 12:09
Patek Philippe-ur til 780.000 kroner stjålet på åben gade
En 37-årig mand er sigtet for medvirken til røveri, men nægter sig skyldig. Anholdelsen af ham opretholdes.
Af: /ritzau/
En mand fik i weekenden stjålet sit Patek Philippe-armbåndsur på åben gade i København. Uret har en værdi af 780.000 kroner.
En 37-årig spansk mand er anholdt i sagen og er sigtet for medvirken til røveri.
Han er mandag blevet stillet for en dommer i Københavns Byrets dommervagt. Her bestemte dommeren, at anholdelsen af manden skal opretholdes i yderligere tre døgn.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og dermed er det kun de detaljer, som fremgår af selve sigtelsen mod manden, som anklager Anna Hoff læste op, inden dørene blev lukket, der er offentligt tilgængelige.
Selve sigtelsen er rejst på baggrund af straffelovens røveribestemmelse, og den 37-årige mand er sigtet for medvirken til røveri.
Det fremgår af sigtelsen, at episoden skete på Nikolaj Plads, som ligger i det centrale København tæt på den mondæne ende af Strøget. Det foregik søndag aften kort før klokken 20.
Detaljerne om, hvordan uret blev taget fra den mand, der gik med det, er ikke beskrevet indgående i sigtelsen, som taler om "distraherende adfærd og fysisk forhindring".
Forskellen mellem røveri og et almindeligt tyveri er, at der ved røveri anvendes vold eller trusler om vold til at få udleveret udbyttet eller i forbindelse med at slippe væk.
I sigtelsen lyder det, at den 37-årige netop fysisk skulle have forhindret urets retmæssige ejer i at sætte efter den gerningsmand, som slap afsted med uret.
Det fremgår af sigtelsen, at medgerningsmanden på nuværende tidspunkt er ukendt.
Dommerens afgørelse om at opretholde anholdelsen betyder, at den 37-årige senest om tre døgn skal stilles for en dommer igen, hvor anklagemyndigheden på baggrund af de oplysninger, som politiet i mellemtiden tilvejebringer, kan kræve ham fængslet. Eller også skal han løslades.
/ritzau/




