København, 27/05/2025 - 13:55
Økonomiaftale giver milliardforbedring i skoler og institutioner
Det er nødvendigt med den store investering i velfærden for at holde den relevant, siger Martin Damm (V).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Skoleelever og børn i daginstitutioner kan se frem mod mere indbydende toiletter, bedre udearealer og et renere indeklima, efter at regeringen og kommunerne tirsdag har indgået aftale om økonomien for 2026.
Servicerammen hæves med 3,2 milliarder kroner, og kommunerne skal samtidig nedbringe administration for 250 millioner kroner.
- Den er bedre end den, vi indgik sidste år, og det var den bedste i 15 år, siger formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V).
KL-formanden præsenterer aftalen tirsdag i Finansministeriet sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) og flere andre af regeringens ministre.
- Vi har hele tiden sagt, vi har været igennem trange år i noget tid, så vi har haft brug for at investere i velfærd for at sikre, at den fortsat er relevant, siger Martin Damm.
Servicerammen, som er blevet hævet hvert år siden 2018, er et loft for, hvor mange penge kommunerne samlet set må bruge på serviceudgifter.
Kommunernes udgifter til service er penge til blandt andet at drive skoler, ældrecentre og daginstitutioner.
Serviceloftet i kommunernes økonomi for næste år er aftalt til 336,8 milliarder kroner.
- Jeg har et ønske om, at vi passer godt på vores velfærdssamfund, og det er det, som det handler om, siger finansministeren om økonomiaftalen med kommunerne.
Regeringen og kommunerne er enige om, at der skal bruges penge på investeringer i daginstitutioner, folkeskoler og kultur- og fritidsfaciliteter.
Investeringer i folkeskolerne udgør omkring 5 milliarder kroner.
Økonomiaftalen afsætter 200 millioner kroner årligt frem mod 2035 til at fremme vedvarende energi på land.
- Det er fremragende, at kommunerne får en håndsrækning fra staten, når de gør en ekstra indsats for den grønne omstilling og skaber plads til solceller og vindmøller, siger politisk direktør i Green Power Denmark Thomas Aarestrup Jepsen i en pressemeddelelse.
De mange investeringer i velfærden og det offentlige bekymrer hos arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri.
DI's vicedirektør Morten Granzau Nielsen henviser til, at væksten i det offentlige forbrug ventes at blive den næsthøjeste i flere årtier.
- Derfor havde vi gerne set, at løftet af kommunernes økonomi i 2026 var mere afdæmpet, især i lyset af at vi også har behov for store udgifter til Forsvaret, siger Morten Granzau i en pressemeddelelse.
/ritzau/