København, 17/11/2025 - 07:00
Populær brusetablet lokker både atleter og festaber
Elektrolytter kan hjælpe på at holde væskebalancen ved lige, og blandt andet derfor tyer mange til tabletterne, hvis den har fået, så hatten passer.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: Af Kristian Spinding Andersen, Ritzau Fokus
Hvis du har drømt om et mirakelmiddel mod tømmermænd dagen derpå, er du næppe alene. Og ser man på salgstallene, kunne elektrolytter ligne en vinder.
Hos Matas er salget af brusetabletterne nemlig firdoblet de seneste tre år, oplyser kæden til TV 2.
Og det er ikke decideret forkert, at tabletterne kan have en effekt, siger Majke Jørgensen, der er ernæringsfysiolog hos Team Danmark.
- I teorien kan man godt sige, at elektrolytter kan modvirke effekten af tømmermænd, fordi alkohol er vanddrivende. Så hvis du laver et stort glas vand med elektrolytter, før du går i seng efter en bytur, kan det gøre, at du vågner mindre dehydreret.
- Du kan få en lignende effekt ved at drikke et glas vand rørt op med salt, men det er måske ikke lige det, man har mest lyst til. Så det er jo logisk nok, at elektrolytter er mere populære, siger hun.
Elektrolytter er rige på mineraler og hjælper kroppen med at holde væskebalancen ved lige. Derfor kan det være effektivt for udholdenheden, når du er aktiv og sveder meget.
Det forklarer professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet Lene Niemann Nejsum.
- Når elektrolytter opløses i vand, får de en elektrisk ladning og indgår i mange af kroppens funktioner. De er vigtige for nyrernes væskeoptag, musklernes sammentrækning, og at nerverne kan sende signaler.
- Hvis du har en sund og varieret kost, får du naturligt de elektrolytter, du har brug for. Tabletternes formål er i højere grad at supplere med salt i situationer før længerevarende fysisk aktivitet, hvor der kan være brug for ekstra tilførsel, siger hun.
Når man sveder eller drikker alkohol, mister man meget salt i kroppen, og det er elektrolytterne et godt middel til at modarbejde.
- Da salte er nødvendige for at opretholde kroppens væskebalance, kan det derfor give mening at supplere, hvis du har tømmermænd.
- En kombination af salt og sukker er den mest effektive måde at genoprette væske- og saltbalancen på, hvis du er dehydreret, forklarer Lene Niemann Nejsum.
Majke Jørgensen forklarer dog, at formålet med elektrolytter er at holde dig hydreret inden fysisk aktivitet frem for at være den hellige gral, når du har ondt i håret.
- Hvis du skal ud og løbe et maraton eller dyrke sport, hvor du ved, at du kommer til at svede meget, og det ikke ligger i kortene at kunne drikke en masse undervejs, er det vigtigt at sørge for, at du er velhydreret.
- Derfor kan det være meget smart at ty til elektrolytterne som en del af forberedelserne dagen før. På den måde kan du minimere risikoen for at dehydrere undervejs, fortæller hun.
Det er ikke på samme måde effektivt, mens du dyrker sport, så der er ingen grund til at fylde drikkedunken op med elektrolytter. Der vil det være mere gavnligt for dig at drikke for eksempel saftevand eller iste i stedet.
- Når jeg har været ude og undervise børn, der dyrker elitesport, har jeg sommetider oplevet forældre, der tænker, at det er vigtigt, at junior får elektrolytter med til fodboldtræning to gange om ugen. Der er det altså rigeligt fint bare at drikke vand eller saft, mens du er aktiv, siger Majke Jørgensen.
/ritzau fokus/




