Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/04/2025 - 11:00

Gå lavpraktisk frem og støt en pårørende

Det handler om at gå lavpraktisk til værks, hvis du ønsker at hjælpe en pårørende i dit netværk, fortæller psykolog.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Når en sygdom eller en uventet ulykke slår ned i en familie, kredser omsorgen fra omverdenen naturligt nok om den person, der er blevet ramt.

Men de mennesker, der befinder sig helt tæt på, bliver også udsat for en voldsom belastning - både fysisk og psykisk, og derfor er det vigtigt også at have fokus på dem.

Det siger psykolog Zarah Vedel Høst, der i sit daglige arbejde beskæftiger sig med pårørende hos klinikken Pårørendepsykologerne Forsling og Høst i København.

- Pårørende er i udpræget risiko for selv at udvikle stress, angst og depression, fortæller Zarah Vedel Høst, der bruger udtrykket "sekundært ramt" om de mennesker, hun møder i sin klinik.

At det kan være særdeles udfordrende at være sekundært ramt, afspejler sig i en ny undersøgelse fra organisationen Danske Patienter og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

- Vi kan se i undersøgelsen, at de pårørende efterspørger hjælp til at være i rollen - ikke at komme ud af den. Men mange savner vejledning i at finde frem til den rette hjælp, eller måske har de ikke overskuddet til selv at finde den, fortæller Johanne Kure, der er chefkonsulent i Danske Patienter.

Hendes tip til dig, der ønsker at støtte en pårørende, er derfor at tjekke op på konkrete tilbud fra patient- og pårørende-foreninger samt deres lokalafdelinger. Formentlig dukker der noget op, som du kan give videre til den pårørende.

I det hele taget er det en fordel at gå lavpraktisk til værks, siger psykolog Zarah Vedel Høst.

- Det er vigtigt ikke at sige: "Du må sige til, hvis du får brug for hjælp". Det er de færreste pårørende, der gør det, og det er ikke altid, man som pårørende ved, hvad man har brug for hjælp til, fortæller hun.

Sørg i stedet for at være superkonkret. Det kan være at tilbyde at kigge forbi og klippe hækken, når du alligevel har været i gang med din egen. Det kan også være, at du siger, at du gerne går med hunden hver torsdag, eller at du på bestemte dage kan hente eller bringe familiens børn.

- Så kan den pårørende sige ja tak eller nej tak, men det er godt at være konkret, siger hun og peger på, at selv de helt små ting kan hjælpe med at aflaste i hverdagen for en ramt familie.

Når det gælder den mentale støtte, råder Zarah Vedel Høst dig til at huske at spørge specifikt ind til, hvordan den pårørende har det, og at være forstående, hvis personen afviser at tale om det.

- Du kan sige: "Jeg er bekymret for, hvordan du har det. Er det okay, at jeg spørger dig om det?", siger Zarah Vedel Høst.

Er der tale om en rigtig god ven, gør hun samtidig klart, at du ikke må forvente, at personen kan bidrage til venskabet på samme måde som før.

- Som ven til en pårørende skal du være opmærksom på, at det er dig, der har ansvaret for at holde relationen ved lige, siger psykologen, der ser en tendens til, at vennerne ofte trækker sig, fordi den pårørende ikke har overskud til at tage initiativ til at ses.

- Vi har en forventning om, at vi skiftes til at tage kontakt, men for mange pårørende er det svært at leve op til, og så får man ikke altid lige svaret på den der sms. Og det betyder, at mange pårørende ender med at føle sig meget ensomme.

Det har derfor stor betydning, at du har et blik for den pårørende.

- Man kan gøre en forskel, også selv om man ikke har en nær relation til vedkommende. For det giver den pårørende en oplevelse af, at omverdenen har min ryg, og at der er nogen, der griber mig, hvis jeg falder, siger Zarah Vedel Høst.

/ritzau fokus/

Washington D.C., 15/12/2025 - 22:21

Trump beskyldes for upassende opslag om dræbt filminstruktør

Aaron Schwartz/Reuters

Kongresmedlem kalder opslag fra USA's præsident om dræbte Rob Reiner for upassende og respektløst.

USA's præsident, Donald Trump, får kritik fra flere sider for et opslag på sociale medier om den afdøde filminstruktør Rob Reiner.

I opslaget kobler præsidenten dødsfaldet sammen med Reiners politiske holdninger. Det sker i en tilsyneladende ironisk tone.

På Truth Social skriver præsidenten, at Reiner og hans hustru døde "angiveligt på grund af den vrede, han skabte hos andre gennem den omfattende, ubøjelige og uhelbredelige lidelse, der er kendt som Trump-forstyrrelsessyndromet".

Reiner og hans 70-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i Los Angeles.

Sønnen Nick Reiner er blevet sigtet for drab på sine forældre.

Amerikanske medier rapporterer, at Reiner-parret var blevet stukket ihjel.

To republikanske Trump-kritikere har på sociale medier kaldt præsidentens opslag for upassende.

- Uanset hvordan man har det med Rob Reiner, så er det en upassende og respektløs måde at omtale en mand, som netop er blevet brutalt myrdet, skriver kongresmedlemmet Thomas Massie fra Kentucky.

Marjorie Taylor Greene, der tidligere var Trump-støtte, men siden er endt i strid med præsidenten, stemmer i.

- Dette er en familietragedie. Det handler ikke om politik eller politiske fjender, skriver Greene, der sidder i Repræsentanternes Hus.

Trump skriver i opslaget blandt andet om Rob Reiner:

- Han var kendt for at have drevet folk til vanvid med sin voldsomme besættelse af præsident Donald J. Trump og med sin åbenlyse paranoia, som nåede nye højder, mens Trump-administrationen overgik alle mål og forventninger om storhed (...), skriver Trump.

- Må Rob og Michele hvile i fred!, afslutter den amerikanske præsident sit opslag.

På et kort pressemøde i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid forsvarer Donald Trump sit opslag om Rob Reiner.

En journalist spørger Trump, om han "står inden for det opslag", efter at flere republikanere har taget afstand til det.

- Jeg var overhovedet ikke fan af ham. Han var en sindsforvirret mand, når det gjaldt Trump, siger præsidenten.

Rob Reiner, der blev 78 år, er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier, blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

/ritzau/

Læs Mere >>

Washington D.C., 15/12/2025 - 21:21

Søn af afdød Hollywood-instruktør anholdt og sigtet for drab

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Filminstruktør og skuespiller Rob Reiner og hans hustru, Michelle Singer Reiner, blev fundet døde søndag.

Nick Reiner, som er søn af den afdøde filminstruktør Rob Reiner, er anholdt og sigtet for drab.

Det oplyser en embedsmand ved politiet i Los Angeles mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske filminstruktør Rob Reiner og hans 70-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i den amerikanske storby Los Angeles.

Myndighederne efterforsker dødsfaldene som en drabssag.

78-årige Rob Reiner er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier - blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

Derudover har han produceret og skrevet manuskript til flere film.

Rob Reiner fik tre børn med Michelle Singer Reiner - herunder den nu anholdte Nick Reiner, der er den yngste af to sønner.

Nick og Rob Reiner har tidligere samarbejdet om en semibiografisk film fra 2016, som hed "Being Charlie", der blandt andet havde elementer fra deres relation og oplevelser, skriver AP.

I den forbindelse fortalte 32-årige Nick Reiner åbent om at have haft problemer med stofmisbrug og hjemløshed, allerede inden han var 18 år gammel.

På daværende tidspunkt havde han allerede været inde og ude af ni behandlingssteder - afbrudt af perioder som hjemløs og med tilbagefald.

Det fortalte Rob Reiner til AP i 2016, hvor han også uddybede, at han ikke havde håndteret det på den bedst mulige måde.

- Jeg lyttede til en masse folk, der havde et skrivebord og et eksamensbevis, sagde han dengang og tilføjede:

- Jeg tænkte ikke rigtig på mit barn, og hvad han havde brug for.

Samarbejdet mellem far og søn om filmen bragte dem tættere på hinanden og skabte en større forståelse for, hvad de hver især havde været igennem, lod Rob Reiner forstå.

Ifølge New York Times var Nick Reiners seneste offentlige optræden sammen med sin far i september.

Her blev instruktøren fotograferet med sin familie - inklusive Nick Reiner - på den røde løber ved filmpremieren for "Spinal Tap 2", som Rob Reiner har instrueret og skrevet.

Tidligere mandag eftermiddag lød det, at der var fastsat en kaution på fire millioner dollar - svarende til godt 25 millioner kroner. Mandag aften lyder det dog i en ny melding fra politiet i Los Angeles, at Reiner ikke kan blive løsladt mod kaution, skriver BBC.

Foruden Nick Reiner har Rob Reiner og Michelle Singer Reiner også børnene Jake og Romy.

Derudover er Rob Reiner far til Tracy, som han har fra sit første ægteskab. Det var med skuespilleren Penny Marshall.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 11:00

FAKTA: Overvej alternativer til deltid

* Måske er deltid ikke en mulighed på din arbejdsplads eller i forhold til din privatøkonomi. Der er dog stadig flere muligheder for at få følelsen af mere tid i hverdagen.

* Undersøg muligheden for hjemmearbejdsdage. Måske er det muligt at få nogle faste dage på hjemmekontoret. Dermed kan du spare transporttiden. 

* Undersøg muligheden for at forhandle dig til mere ferie. De kan eventuelt spredes ud som fridage hen over året. 

* For nogle er det en mulighed at lægge nogle arbejdstimer om aftenen for dermed at frigøre noget tid, mens børnene er vågne. Det kan dog også være et pres, at computeren skal klappes op igen efter putning af ungerne. 

Kilde: Lotte Bidstrup, som er selvstændig med firmaet Pengecoachen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 11:00

FAKTA: Så mange er heltids- og deltidsansatte

* Der er flere mænd end kvinder, der har en fuldtidsansættelse. Omvendt er antallet af deltidsansatte højere blandt kvinder. 

* I 2024 lød antallet af fuldtidsansatte på 1.266.000 mænd og 880.000 kvinder.

* Antallet af deltidsansatte samme år var 261.000 mænd og 516.000 kvinder.

Kilde: Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek