Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/05/2025 - 21:53

Füchse Berlin trækker fra i guldkampen med Gidsel i front

Füchse Berlin er i pole position i Bundesligaen. Torsdag blev Mathias Gidsel topscorer i sikker sejr.

Frank Molter/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Füchse Berlin med de danske håndboldstjerner Mathias Gidsel og Lasse Andersson kom torsdag endnu et skridt tættere på guldet.

Med en sikker sejr på 34-26 hjemme mod Eisenach ligger hovedstadsklubben nu to point foran forfølgerne fra Melsungen på andenpladsen, som dog har spillet en kamp færre.

Füchse Berlin var foran hele kampen og gik til pause med en føring på 18-11. Udeholdet gjorde det ikke lettere for sig selv, da dommeren kort før pausen uddelte det røde kort til Eisenachs Marko Grgic.

Eisenach havde næsten dobbelt så mange to minutters udvisninger som hjemmeholdet. Füchse Berlin måtte dog også se rødt, da Lukas Herburger blev vist ud mod slutningen af opgøret.

Mathias Gidsel blev i vanlig stil topscorer, da han bankede bolden i mål ni gange.

Bundesligaen i håndbold er tæt i år.

Füchse Berlin mangler en hjemmekamp mod overraskelsen Melsungen, som hovedstadsholdet før torsdagens kamp lå á point med helt i toppen af Bundesligaen.

Men derudover møder Gidsel og kompagni udelukkende hold, der ligger uden for top-6.

Magdeburg med Michael Damgaard og Magnus Saugstrup på banen var også i aktion torsdag.

De vandt ude over Gummersbach med 32-31 og ligger nummer tre i tabellen. De har dog spillet to kampe færre end Füchse Berlin og ligger fem point efter topholdet.

/ritzau/

København, 10/06/2025 - 12:31

Mads Mikkelsen genindtager rollen som Bond-skurk

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Mads Mikkelsen skal lægge stemme til Le Chiffre i den kommende udgave af spillet "Hitman", der foregår i James Bond-universet.

Det er knap 20 år siden, at danske Mads Mikkelsen spillede det onde geni Le Chiffre i James Bond-filmen "Casino Royale".

Nu kan man endnu en gang opleve ham i rollen fra 2006 - dog i et anderledes format, når han skal lægge stemme til den ikoniske skurk i den kommende udgave af spillet "Hitman".

- Jeg har meget kærlighed til den her karakter, den betyder meget for mig, så da jeg fik chancen for endnu en gang at træde i Le Chiffres sko, tøvede jeg ikke, sagde den 59-årige skuespiller og tilføjede:

- Men det er anderledes denne gang. Han er mere selvsikker, han er farlig, han er ikke bare et geni bag et skrivebord. Han er uforudsigelig og hensynsløs, og denne gang uddelegerer han ikke længere volden.

Nyheden blev afsløret ved Summer Game Fest 2025 i Californien, USA, af Hakan Abra, der er direktør spilvirksomheden, sammen med Mads Mikkelsen selv.

Det kommende spil, "Hitman: World of Assasination", er et unikt samarbejde mellem IO Interactive og folkene bag James Bond-universet, der sætter scenen.

Spillet ser først dagens lys i 2026, men for nu kan man frem til 6. juli indtage rollen som Agent 47 og forsøge at eliminere Mads Mikkelsens karakter i en eksklusiv mission, der er tilgængelig på diverse spilkonsoller.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/06/2025 - 11:36

Rabat på 125 millioner kroner skal lokke filmproduktioner til Danmark

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ny politisk aftale giver 125 millioner kroner i rabat årligt for at trække filmoptagelser til Danmark.

Flere film og tv-serier skal filmes og produceres i Danmark – og en ny millionrabat skal lokke dem til.

Det er regeringen, SF og Radikale Venstres håb.

I en ny aftale indgået tirsdag formiddag i Kulturministeriet afsættes der en såkaldt varig produktionsrabat på 125 millioner kroner om året fra 2026.

Det vil betyde, at der gives økonomisk incitament til at placere optagelser og produktioner i Danmark.

- Med Skandinaviens største produktionsrabat sender vi et klart signal: Danmark skal være en førende global filmnation - vi vil kickstarte en ny guldalder, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i en pressemeddelelse.

Der kan være større formål med at lade Danmark vise på fjernsyn verden over.

- Film er ikke bare underholdning. Det er kultur, identitet og eksport i én bevægelse, siger kulturministeren videre.

Filmbranchen er allerede nu yderst opmærksom på, hvor der kan opnås støtte og rabat. Således rejser produktioner ofte rundt i hele Europa for at spare flest mulige penge.

Det vil Jakob Engel-Schmidt forsøge at modvirke med rabatten. Flere internationale produktioner skal til Danmark, og de danske skal fastholdes indenfor grænserne.

- Aftalen er også et værn mod den tossede kulissekarrusel, hvor for mange danske film er optaget uden for landets grænser. Det er da tudetosset, at Rejseholdet, der foregår i Esbjerg, skal filmes i Polen i jagten på rabatordninger, siger han og tilføjer.

- Flere danske film skal filmes i Danmark.

Aftalen rummer dog nogle minimumskrav til produktionerne.

For at få del i støtten skal film have et totalbudget på 25 millioner kroner, dokumentarer på fire millioner kroner og animationer på 6,5 millioner kroner.

Serier skal have et budget på 150.000 kroner per minut og minimum 15 millioner kroner.

Én produktion kan dog ikke løbe med hele puljen. Der er et loft på 20 millioner kroner i støtte til en enkelt produktion.

Konkret vil ordningen fungere sådan, at produktionsvirksomheden får refunderet omkostninger til produktionen fra staten.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/06/2025 - 10:00

FAKTA: Så meget væske har voksne brug for

* Den officielle anbefaling er, at du skal drikke vand, når du spiser, er tørstig og er fysisk aktiv.

* Én til halvanden liter væske er som regel tilstrækkeligt at drikke i døgnet. Både vand, kaffe og te samt mælk, juice og andre drikkevarer tæller med i dit væskeindtag.

* Vær opmærksom på, at du har brug for at drikke mere væske end normalt, når du er fysisk aktiv eller sveder meget.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/06/2025 - 10:00

Din krop har brug for mere end vand i varmen

Matt York/Ritzau Scanpix

Når vi sveder, mister kroppen også salte. Heldigvis hjælper kroppen med at holde både væske- og saltbalancen, men sommetider er der brug for lidt ekstra salt.

Sommeren er over os, og med sol, varme og aktivitet stiger kroppens behov for væske og salt markant.

I takt med at sveden pibler frem, mister vi ikke kun vand, men også vigtige salte, som kroppen har brug for til at opretholde væskebalance og normale funktioner.

Nyrerne har en vigtig funktion, når det kommer til at regulere kroppens salt- og væskebalance, fortæller Lene Niemann Nejsum, som er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

- Hos en voksen person filtrerer nyrerne op til 180 liter væske fra blodets plasma i døgnet. Men langt det meste bliver ført tilbage i kroppen. Kun omkring én til to liter ender som urin, siger hun og tilføjer, at kroppen dog kan koncentrere urinen helt ned til en halv liter, hvis det skulle blive nødvendigt.

Når væsken skal tilbage i kroppen, sker det gennem et lag celler i nyrerne.

Her spiller salt en vigtig rolle, fordi vand følger salt.

- Kroppen pumper aktivt salt over cellelaget, og vandet følger passivt med. Men det kræver, at der er nok salt i kroppen, siger Lene Niemann Nejsum.

- Ved for lidt salt kan man ikke få vand nok over cellelaget og tilbage i kroppen.

I langt de fleste tilfælde vil en varieret kost give kroppen det salt, den har brug for, vurderer hun.

Det fremgår af tal fra Fødevarestyrelsen, at ni ud af ti danskere faktisk spiser for meget salt.

Men saltbehovet kan stige, hvis man er fysisk aktiv eller sveder meget i varmen, fordi kroppen mister salt gennem sved.

- I de situationer kan man for eksempel købe drikke med elektrolytter, som man kan supplere med, siger Lene Niemann Nejsum.

Elektrolytter er salte og mineraler, såsom natrium og kalium, der blandt andet hjælper kroppen med at regulere væskebalancen. Natrium findes også i almindeligt husholdningssalt.

Man kan desuden få saltkapsler som kosttilskud, der især bruges af elitesportsfolk. De indeholder typisk natrium, kalium og magnesium.

Korrekt saltbalance i kroppen er også noget, som kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl har stort fokus på.

Hans fingerspidser har en god føling med, hvor meget salt der skal i maden. Men sommetider har kroppen også brug for lidt mere salt, siger han.

- Især når sommerheden rammer, bliver køkkenet også glohedt. Så tager jeg en saltkapsel en gang imellem - bare for at være sikker på, at der er nok salt i kroppen, siger han.

Den vane stammer fra, da han var i Haiti med Røde Kors efter jordskælvet i 2010 for at lave mad til lokalbefolkningen.

- Varmen føltes som 50 grader i det telt, vi arbejdede i. Vi blev pålagt at tage salttabletter, for vi kunne slet ikke nå at drikke nok vand, siger han.

Men kroppen har også brug for vand. Store drikkedunke er blevet populære, men ifølge Lene Niemann Nejsum er der slet ikke nogen grund til at drikke så meget vand til dagligt.

- Kroppen er god til selv at regulere og fortælle, når vi er tørstige. En god tommelfingerregel er at mærke efter, om man er tørstig og holde øje med farven på urinen. Hvis den er lidt mørk, kan det være tegn på, at man bør drikke lidt mere, siger hun.

- Undtagelsen er børn og ældre, der ikke føler tørst på samme måde. Ældres urin bliver heller ikke så mørk. Så her skal man sikre sig, at de får nok væske - gerne med lidt salt og sukker.

Ifølge Fødevarestyrelsen bør en voksen indtage omkring halvanden liter væske om dagen, inklusive det man får gennem kosten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv