Washington D.C., 11/06/2026 - 17:23
Brandvæsen undersøger muligt farligt materiale ved Pentagon
Talsperson for USA's forsvarsministerium siger til Reuters, at der er "luftkvalitetsproblemer" i ministeriet.
Af: /ritzau/
Brandvæsnet er torsdag til stede ved det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i forbindelse med en hændelse vedrørende farligt materiale.
Det skriver Arlington brand- og redningsmyndighed i et opslag på X.
Det er endnu ikke oplyst, hvad materialet mere konkret er.
En talsperson for ministeriet oplyser til Reuters, at Pentagon opfangede "luftkvalitetsproblemer" og at de nødvendige forholdsregler er blevet taget, indtil omfanget af problemerne står klart.
Unavngivne kilder oplyser desuden til CNN, at flere etager er lukket ned og evakueret i forbindelse med hændelsen.
/ritzau/




