Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/01/2026 - 21:30

Moderaterne fortsætter moms-skænderi med Venstre i offentligheden

Uenighed i regeringen om moms fortsætter med kronik fra Moderaterne, der kun vil sænke moms på frugt og grønt.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den interne konflikt i regeringen om nedsættelsen af moms på fødevarer fortsætter i fuld offentlighed.

Moderaterne tager i en ny kronik i Jyllands-Posten fat i Venstres seneste udmelding - og erklærer sig dybt uenig.

Det sker som svar på en kronik i samme avis fra Venstres næstformand, Stephanie Lose, hvor hun argumenterer for, at man bør sænke momsen på alle fødevarer.

Moderaterne vil det anderledes og kun sænke momsen på frugt og grønt.

- Vi mener, at momsværktøjet skal bruges mere præcist og fornuftigt for at fremme folkesundheden. Derfor foreslår vi nulmoms på frugt og grønt, lyder det i den nye kronik.

Indlægget er skrevet af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der har allieret sig med supermarkedet Lidl og Kræftens Bekæmpelse, der også er forfattere på kronikken.

Parterne argumenterer for, at folkesundhed skal tænkes ind i brugen af momsværktøjet.

- Nulmoms på frugt og grønt er en løsning, der kan mærkes hurtigt, og som passer ind i en varig indretning af momssystemet, hvor sundhed tænkes med fra begyndelsen, skriver de.

De seneste år er priserne på fødevarer steget markant over en bred kam.

Det har fået partier fra begge sider af Folketinget til at kræve en lavere moms på fødevarer, hvilket regeringen har indledt forhandlinger om.

Den konkrete indretning af tiltaget er dog stadig uafklaret, og regeringen har endnu ikke en fast position.

I Moderaternes nye kronik fremhæver de en svaghed ved Venstres forslag om en generel sænkelse af momsen på alle fødevarer: Det vil ikke slå særligt hårdt igennem.

Den påstand baserer sig på beregninger, Jyllands-Posten har fået lavet i en række artikler.

De viser, at hvis momsen sænkes fra 25 til 20 procent, så vil 400 gram hakket oksekød til 52,75 kroner falde med 13 øre i pris, og en liter letmælk vil blive tre øre billigere.

- Besparelsen vil altså kunne tælles op i øre. Vælger vi frugt og grønt som mål for momsnedsættelsen, så taler vi pludselig i kroner, skriver Moderaterne, Kræftens Bekæmpelse og Lidl i deres kronik.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek