København, 17/04/2025 - 04:30
Astronomer har i kemikalier fundet muligt tegn på liv i rummet
Ny opdagelse kan være vendepunktet, der gør det muligt at svare på, om der er liv i rummet, siger forsker.
University Of Cambridge/Reuters
Af: /ritzau/
Observationer af en planet mange lysår fra Jorden ser ud til at have produceret det hidtil største tegn på, at der er liv uden for vores solsystem.
Det mener astronomer ifølge den britiske avis The Guardian.
Det er rumteleskopet James Webb, der kredser om Solen og befinder sig 1,5 millioner kilometer fra Jorden, der har lavet observationerne af planeten K2-18b.
Den er 124 lysår fra Jorden.
I observationerne er der tegn på, at kemikalierne dimethylsulfid (DMS) og dimethyldisulfid (DMDS) findes på planeten, der kredser om den røde dværg K2-18.
På Jorden findes de to kemikalier som følge af levende organismer.
At de også ser ud til at findes på en planet langt fra Jorden er dog ikke et bevis for, at der også der findes liv, understreger astrofysikeren Nikku Madhusudhan, som er en af forskerne bag observationerne.
Men opdagelsen kan bringe os tættere på at finde ud af, om der findes liv andre steder i rummet, lyder det.
- Det her er det hidtil stærkeste bevis på, at der er biologisk aktivitet uden for solsystemet. Om flere årtier kan det være, at vi ser tilbage på det her øjeblik og anerkender, at det var her, det levende univers kom inden for rækkevidde.
- Det kan være vendepunktet, hvor det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt vi er alene i universet, er noget vi er i stand til at svare på, siger Nikku Madhusudhan, som er professor på University of Cambridge i England.
Andre forskere er mere skeptiske. De fremhæver blandt andet, at det stadig er uklart om planeten K2-18b har forhold, der er nødvendige for levende organismer.
Samtidig er der sat spørgsmålstegn ved, hvor gode indikatorer de to kemikalier er på liv. På Jorden bliver de primært produceret af planteplankton i havet.
K2-18b er 2,6 gange så stor som Jorden og vejer næsten ni gange så meget.
Tilbage i 2019 mente forskere at have fundet tegn på, at der var vanddamp i planetens atmosfære. Det var sket gennem observationer fra rumteleskopet Hubble.
Der viste sig dog senere at være tale om metangas.
Planeter uden for vores solsystem er for langt væk til, at vi i dag kan fotografere dem eller sende rumfartøjer derhen.
Men ved hjælp af teleskoper kan forskere blandt andet anslå planeternes størrelse og temperaturen på dem.
/ritzau/