Wellington, 13/07/2026 - 08:14
Newzealandsk Jurassic Park-skuespiller er død - 78 år
Skuespilleren Sam Neill var kræftfri, da han døde mandag. Det oplyser familien i en udtalelse.
Af: /ritzau/
Den newzealandske skuespiller Sam Neill er mandag død.
Han blev 78 år.
Det oplyser hans familie i en udtalelse på Instagram.
- Tabet var pludseligt og uventet, men velsignet af det faktum, at Sam forblev kræftfri, skriver familien i udtalelsen og tilføjer:
- Flere detaljer vil blive delt senere, men for nu beder vi på vegne af familien om, at man respekterer deres privatliv, mens de navigerer i dette umådelige tab.
I april bekendtgjorde skuespilleren, at han var kræftfri efter at have levet med leukæmi i fem år.
Det fortalte Neill dengang i et interview med nyhedsbureauet AFP.
Det var takket være genterapi, at han var blevet kræftfri, lød det.
Neill er blandt andet kendt for sin medvirken i "Jurassic Park"-filmene, "For enhver pris" og "Et skrig i mørket".
Han har ligeledes været en del af tv-serien "Peaky Blinders".
Skuespilleren blev født i byen Omagh, Nordirland, i 1947, men boede det meste af sit liv i New Zealand, hvor hans far var fra.
RITZAU




