København, 12/06/2026 - 15:19
Tidligere særlig rådgiver modsiger Olsen Dyhr i krænkelsessag
SF-formand Pia Olsen har udtalt, at hendes særlige rådgiver ikke ville kunne få job i partiet igen.
Af: /ritzau/
Søs Marie Serup, der er politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, modsiger SF-formanden Pia Olsen Dyhr i sagen om partilederens ansættelse af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver.
Nystrøm har en fortid i SF, men blev i 2020 fyret efter krænkelsessager.
Pia Olsen Dyhr har forsvaret ansættelsen med, at han er ansat af Økonomi- og Indenrigsministeriet, ikke partiet, men reelt er der ikke forskel, siger Søs Marie Serup til Berlingske.
- Du kan ikke arbejde for en partiformand, uden at det har et kæmpe overlap med partiet, siger Søs Marie Serup ifølge Berlingske.
På papiret har Pia Olsen Dyhr en sag.
En særlig rådgiver til en minister er nemlig ansat af ministeriet, ikke partiet, men i realiteten deltager særlige rådgivere ofte i partiregi alligevel, da de ofte er dér, hvor deres minister er.
SF-formand Pia Olsen Dyhr sagde tidligere fredag til et arrangement hos Dagbladet Information ved Folkemødet på Bornholm, at "det ville være forkert" at ansætte Nystrøm i partiet på grund af de tidligere sager.
Men Pia Olsen Dyhr understregede, at han netop var ansat på en anden arbejdsplads nu, selv om det er som særlig rådgiver for hende selv.
/ritzau/




