Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/10/2025 - 08:00

Dansk koryfæ i kort comeback: Det bliver nok min sidste rolle

Judy Gringer var en stjerne i dansk film. Men en dag fik hun nok og rejste til New York. Nu er den 84-årige skuespiller tilbage - måske for allersidste gang.

Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus

Året var 2003, sidste gang den legendariske skuespiller Judy Gringer kunne opleves i en spillefilm.

Men snart gør 84-årige skuespiller comeback på det danske biograflærred i filmen "Madklubben 2" med undertitlen "hjemme igen", der får premiere 23. oktober.

Selv om det er 22 år siden, var der ikke meget rust, der skulle bankes af skuespilleren, før det føltes naturligt igen at indtage en rolle.

- Det er ligesom at køre på cykel eller elske nogen - man glemmer det ikke bare sådan. Så det var egentlig, som det plejer. Og jeg synes faktisk heller ikke, at jeg var særligt nervøs, fortæller hun.

I "Madklubben 2" spiller Judy Gringer rollen som mor til hovedkarakteren Marie, der portrætteres af Kirsten Olesen.

Og det var en morsom rolle at give sig i kast med, fortæller Judy Gringer.

- Det er indlysende, for altså, hvor tit får man chancen for at spille en irriterende, døv og sjov ældre dame, siger hun.

Judy Gringer har haft et liv og en karriere som få.

Allerede som helt ung blev hun hurtigt en del af slænget omkring datidens helt store stjerner som Kjeld Petersen og Dirch Passer.

Men faktisk begyndte det at stå på scenen et helt andet sted.

Judy Gringer er datter af en skrædder fra Bagsværd og startede som balletelev på Det Kongelige Teater i 1950.

Men hun blev kasseret og drog i stedet på turné til Italien med Rita Clair-Balletten.

Karrieren tog for alvor fart, da Judy Gringer var blot 16 år, og revykongen Stig Lommer så et lys i hende.

Hun begyndte som såkaldt Lommer-pige, der var unge, letpåklædte kvinder, som var en fast del af Stig Lommers forestillinger i 1940'erne og op gennem 1950'erne.

Judy Gringer avancerede dog snart til skuespillerinde i ABC-revyen. Og senere fik hun kontrakt med filmselskabet Nordisk Film.

Den populære revyskuespiller dannede i en årrække par med Dirch Passer, med hvem hun også indspillede sin måske mest kendte sketch, forviklingsdramaet om hundene Babs og Nutte.

Her forsøger Judy Gringer at købe en forsikring til sine to firbenede venner, men bliver gang på gang misforstået af forsikringsmanden, der tror, at det er hendes bryster, der skal forsikres.

Det gik godt for Judy Gringer, og rollerne stod nærmest i kø.

Men omkring 1983-84 var hun kørt træt, fortæller hun i dag.

Efter en række forestillinger på Aveny Teatret, hvor det hele var begyndt under Stig Lommer, sagde hun stop.

- Jeg orkede simpelthen ikke mere. Og så synes jeg også, der var noget smukt - nærmest rørende - ved, at jeg holdt op der, hvor jeg startede. Men jeg sagde det som sådan ikke til nogen, siger Judy Gringer.

I 1985 drog hun mod storbyen New York. Og i fem år rejste hun frem og tilbage adskillige gange med kun få penge på lommen.

I USA tjente hun til føden ved at være babysitter og uddele flyers i storbyen.

Hun vendte dog med tiden tilbage til Danmark og en lejlighed i indre København, hvor hun har slået sine folder siden, og i dag bor sammen med sin højtelskede kat.

I alt er det blevet til mere end 50 film for Judy Gringer, der også har haft roller på diverse teatre og i adskillige revyer.

Hun har blandt andet medvirket i film som "Poeten og lillemor", "Midt om natten" og "Soldaterkammerater" samt i flere sengekantsfilm, der var datiden erotiske lystspil.

Om rollen som den demente mor i "Madklubben 2" kommer til at være Judy Gringer sidste, er hun ikke helt sikker på.

- Det ved jeg ikke, jeg er jo ikke Vorherre, og jeg ved sgu ikke, hvad der sker, siger hun underfundigt.

- Men jeg tvivler på, at der kommer flere, for den slags roller kommer nok ikke hver dag, uddyber Judy Gringer.

"Madklubben 2" er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup.

Filmen er en efterfølger til "Madklubben", som blev vist i de danske biografer i 2020.

Her befandt filmens tre veninder sig i Syditalien. Men nu er de hjemme i Danmark igen med drømmen om at skabe Fyns største lokale madfestival.

På rollelisten akkompagneres Judy Gringer foruden Kirsten Olesen også af Stina Ekblad, Kirsten Lehfeldt og musikeren Michael Falch samt en række andre store danske skuespillere.

/ritzau/

København, 22/10/2025 - 10:13

Peter Orry stopper som chefredaktør hos JFM

Et samarbejde med Berlingske Media medfører, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur hos JFM.

Peter Orry stopper som ansvarshavende chefredaktør for mediehuset JFM.

Det bekræfter han over for MediaWatch.

Mediet skriver desuden, at det fremgår af et nyhedsbrev, som er blevet sendt ud internt til medarbejdere i JFM onsdag.

Tidligere i oktober blev det meldt ud, at JFM og Berlingske Media indgår et samarbejde.

Det indebærer, at Berlingske Medias ejer, norske Amedia overtager 30 procent af aktierne i JFM, som samtidig får 30 procents ejerskab af Berlingske Media.

Samarbejdet betyder, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur i toppen af JFM, skriver MediaWatch.

Den indebærer, at der fremover også skal være en finansdirektør, og at rollen som administrerende chefredaktør ændres til en rolle som nyhedsdirektør. Rollen som ansvarshavende flyttes ud til chefredaktører på de enkelte udgivelser.

Hidtil har JFM's direktion foruden Peter Orry bestået af topchef Jesper Rosener og viceadministrerende direktør Bjarne Munck.

Ifølge MediaWatch' oplysninger skal Peter Orry ikke varetage den kommende rolle som nyhedsdirektør. Men ifølge mediets oplysninger bliver han i koncernen i en anden rolle.

Som led i aftalen skal Berlingske fremover levere indhold til JFM's landsdækkende udgivelse, Avisen Danmark.

Jesper Rosener har tidligere oplyst til MediaWatch, at erhvervsmediet Erhverv+ lukker. Fremover skal erhvervsdækningen samles i JFM's øvrige udgivelser.

Det betyder, at der er blevet nedlagt stillinger på Avisen Danmark og på Erhverv+.

Ifølge Jens Bertelsen, som indtil nu har været erhvervsredaktør på Avisen Danmark, er alle redaktionelle medarbejdere på Avisen Danmark blevet opsagt. Det har han skrevet på LinkedIn.

/ritzau/

Læs Mere >>

Valby, 22/10/2025 - 10:00

Dansk stjerne vender tilbage som vært på stor filmfest

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen står i spidsen for Nordisk Film Fondens prisuddeling, Isbjørnen, som i år indfører en helt ny hæder.

Borgen-stjernen Birgitte Hjort Sørensen er tilbage som vært på Nordisk Film Fondens prisuddeling, Isbjørnen.

Et værtskab, som hun har bestredet fire gange før, men som hendes kollega Ellen Hillingsø havde sidste år.

Der skal uddeles fire statuetter til Isbjørnen, som afholdes 13. november i Nordisk Films studier i Valby.

Nordisk Film Fonden introducerer i en pressemeddelelse en helt ny hæder, Alice Prisen, som er opkaldt efter Danmarks første kvindelige filminstruktør, Alice O'Fredericks, der i 1950'erne og 1960'erne stod bag kameraet på en række Far til fire-film med Karl Stegger i hovedrollen.

- Alice O'Fredericks var en pioner i dansk film. Med prisen ønsker vi at hædre de kunstnere, der formår at samle et bredt publikum gennem humor, menneskelighed og fortællelyst - helt i Alices ånd, siger Nordisk Films administrerende direktør, Allan Mathson Hansen, i pressemeddelelsen.

- Det er en pris til dem, der tør gå hele vejen for publikummet og levere filmfortællinger, der lever længe i kroppen. Prisen er både en hyldest til vores filmarv og de stemmer, der former fremtiden inden for dansk film, tilføjer han.

Derudover skal der traditionen tro uddeles Nordisk Film Prisen, Ove Sprogøe Prisen samt Erik Ballings Rejselegat.

Nordisk Film Prisen er en talentpris, som hylder nye stemmer og skabere i dansk film. Sidste års vinder var dokumentarfilminstruktøren Roja Pakari.

Ove Sprogøe Prisen gives til en skuespiller, der har leveret en særlig bemærkelsesværdig præstation på enten film eller i teatret. Sidste år tilfaldt statuetten Sofie Torp.

Den sidste pris, Erik Ballings Rejselegat, tildeles en person, der det forgangne år har skabt et værk, som i særlig grad har vakt publikums opmærksomhed og interesse.

Sidste års modtager var instruktør og manuskriptforfatter Christian Andersen, der står bag "Synkefri", der er filmatiseringen af forliset af en fiskekutter og en redningsbåd ved Hirtshals Havn i 1981, hvor ni mænd mistede livet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/10/2025 - 09:00

FAKTA: Hvad er en vpn?

* Vpn står for virtuelt privat netværk. Den gør din internetforbindelse usynlig, så den ikke kan overvåges af andre, uanset hvor du logger dig på.

* Der er tale om en løsning, som etablerer en slags sikker tunnel med krypteret internettrafik til og fra din computer eller mobil.

* En vpn beskytter altså dine data. Men den beskytter ikke mod skadelige programmer som virus, digital svindel eller datalæk hos de tjenester, du bruger. Der er også vpn-tjenester, som tidligere har haft datalæk.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/10/2025 - 09:00

Fokus på privatliv: Det kan du bruge en vpn-forbindelse til

Charles Krupa/Ritzau Scanpix

En vpn kan kryptere din internetforbindelse og skjule din placering. Men den kan ikke beskytte mod hverken virus, digital svindel eller datalæk.

Hver gang du bruger internettet, efterlader du digitale spor. Din egen internetudbyder kan se, hvilke hjemmesider du besøger, og når du bruger offentlig wi-fi, risikerer du, at uvedkommende kigger med.

For nogle forbrugere har løsningen været at installere et vpn-program, der er et virtuelt privat netværk, som lover anonymitet og sikkerhed på nettet.

Det kan opleves som en beskyttelse, i en tid hvor personlige data er blevet en handelsvare, som både virksomheder og kriminelle vil have fingrene i.

Men en vpn-forbindelse løser ikke alle problemer, fortæller Ivan Bjerre Damgård, der er professor i datalogi på Aarhus Universitet. For en vpn beskytter ikke mod skadelige programmer som virus, digital svindel eller datalæk hos de tjenester, du bruger.

- Man kan prøve at forestille sig en vpn-forbindelse som en krypteret tunnel, der forhindrer, at andre udefra kan kigge med, når man bruger nettet, siger han.

- Men om en vpn øger din sikkerhed, afhænger af, om det netværk, du får adgang til med en vpn, er bedre beskyttet end det, du ellers ville bruge.

Hvis du har en arbejdscomputer, har den typisk en vpn, der kan bruges, når du er væk fra kontoret. Den etablerer en beskyttet forbindelse, så du har samme sikkerhed og beskyttelse, som hvis du sad på kontoret.

Men hvis du vil købe en vpn til privat brug, er der mange udbydere, og det kan være svært at finde ud af, hvor godt en bestemt vpn beskytter.

Udbyderen bør dog forklare tydeligt, hvordan den virker, og om den gemmer noget om dig.

Inden du vælger at bruge penge på en vpn, bør du gøre op med dig selv, hvad du ønsker at beskytte dig mod. Sådan lyder det fra formand for Rådet for Digital Sikkerhed Henning Mortensen.

- Jeg ville selv starte med at gennemgå mobilapps, jeg har installeret, og slette dem, jeg ikke bruger, for at undgå, at de høster mine data, siger han.

Henning Mortensen anbefaler, at du derefter finder ud af, hvilken form for beskyttelse du har brug for, når du bruger din computer og mobiltelefon. Du vil måske undgå, at uvedkommende får fat i dine data.

Nogle vpn-tjenester overvåger, om dine personlige data bliver delt på det mørke net. Det er en krypteret del af nettet, som ofte bruges af kriminelle.

- Det kan være rart at få at vide i god tid, hvis dine personlige oplysninger er blevet lækket og solgt til nogen med dårlige hensigter, siger Ivan Bjerre Damgård.

- Men man skal selvfølgelig undgå selv at dele sit kodeord med en tjeneste for at finde ud af, om det er blevet lækket et sted.

Kriminelle bruger typisk personlige data til digital svindel og identitetstyveri.

Der er også vpn-tjenester, som tilbyder en midlertidig mailadresse, som sender beskeder videre til din rigtige indbakke.

- Det er noget ekstra, som ikke er relateret til vpn-forbindelsen. Videresendelsen kan være en god løsning, hvis man er bange for at modtage spam, fordi man så bare kan slå den fra igen, siger Henning Mortensen.

En anden beskyttelse, som en vpn-forbindelse tilbyder, er muligheden for at skjule din fysiske placering, så det ser ud, som om du befinder dig et helt andet sted.

Ivan Bjerre Damgård vurderer, at det især er den funktion, som får forbrugere til at købe en vpn.

Nogle forbrugere bruger muligheden for at ændre fysisk placering til at tilgå geografisk blokeret indhold på streamingtjenester, da udvalget kan variere fra land til land.

Med en vpn kan man få det til at se ud, som om man befinder sig i eksempelvis USA. Men det fremgår typisk af streamingtjenesternes vilkår, at det ikke er tilladt at tilgå en tjeneste via en vpn.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek