Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 08/12/2021 - 13:25

Kilder i Paris: Anholdelse i Khashoggi-sagen var en fejl

Navne er blevet forvekslet, og den anholdte i Khashoggi-sag står til at blive løsladt, siger politikilder.

Mohammed Al-Shaikh/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Det var en misforståelse, som lå til grund for anholdelsen af en mand i Khashoggi-sagen tirsdag. Det oplyser politikilder ifølge Reuters.

Den anholdte mand blev antaget for at være mistænkt i sagen om drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.

Men politikilder siger nu, at navne er blevet forvekslet, og at den anholdte vil blive løsladt.

Den 33-årige mand blev ifølge medierapporter anholdt af politiet i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris tirsdag.

På det tidspunkt blev det rapporteret, at det var et tidligere medlem af den saudiarabiske kongelige garde. En mand, som af FN var identificeret som en af Jamal Khashoggis drabsmænd.

Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.

Han havde skrevet en lang række kritiske artikler om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.

En amerikansk efterretningsrapport fastslog tidligere i år, at Mohammad bin Salman godkendte - og måske beordrede - drabet.

Ifølge Saudi-Arabien forholder tingene sig dog anderledes. Landet anerkender, at han blev dræbt i en "ulovlig operation", men mener samtidig, at gerningsmændene er fundet og retsforfulgt derefter.

I 2020 blev otte personer idømt mellem 7 og 20 års fængsel for drabet, men landet satte ikke navn på nogen af gerningsmændene.

Retssagen fik hård kritik fra FN og flere menneskerettighedsorganisationer, som hævdede, at hjernerne bag mordet stadig var på fri fod.

I en pressemeddelelse fra den saudiarabiske ambassade i Paris nægter landet, at den 33-årige skulle have været involveret i drabet.

/ritzau/Reuters

København, 07/09/2025 - 08:00

X Factors nye dommer: Min kone har lært mig jeg er god nok

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Musikeren Benjamin Hav står ved, hvem han er og er ikke længere så optaget af, hvad andre synes om ham. Det tilskriver han sin hustru, Mille.

Musikeren Benjamin Hav har i mange år siddet fredag foran flimmerkassen med sin hustru, Mille, og parrets tilsammen tre piger.

Men i 2026 bliver det fra den anden side af skærmen, når han debuterer som ny dommer i "X Factor".

- Som jeg gør med alt andet, har jeg snakket med min kone og ungerne om, hvad de syntes. De var hurtige til at sige: "Gør det! Det kan være sjovt!". Så nu rykker vi bare sofaen ind i studiet, lyder det fra Benjamin Hav.

- Jeg har altid siddet og ytret mig derhjemme. Så nu er der bare endnu flere, der får lov til at høre det, konstaterer han.

Benjamin Hav har for vane at bøje sandheden både ved koncerter og i interviewsituationer og har tidligere fortalt, at han godt kan lide at peppe sine historier op.

Og det ér sådan, han er.

- Men jeg er meget opmærksom på, at den her leg, vi leger nu, ikke handler om mig, det handler om deltagerne, understreger Benjamin Hav.

- Ligesom min kone tit siger til mig på mange andre tidspunkter i livet, så handler "X Factor" ikke om mig. Det handler om, at jeg skal forsøge at løfte nogle mennesker så godt, som jeg kan, og være transparent og sandfærdig i det. Det er meget vigtigt for mig.

Under en koncert i 2023 hævdede Benjamin Hav, at nummeret "Esbjerg, torden og regn" var inspireret af hans hustru, som havde været ude for en alvorlig ulykke, der havde medført, at hun sad i kørestol.

Men det var slet og ret løgn.

- Generelt er det der med at krydre historien noget, jeg mere dyrkede, da jeg var yngre, hvor man er mere usikker. Jeg gider heller ikke at kede folk. Men nu tror jeg, jeg er kommet tættere på mig selv på den måde, at man er, som man er, og jeg kan godt lide at lave gang i gaden, tilstår den 40-årige musiker.

- Nogle ting, jeg siger, giver mening, men som oftest siger jeg sikkert noget, der overhovedet ikke giver mening. Og så må vi se, om TV 2 vælger at fyre mig halvvejs. Men det tager vi, som det kommer.

Benjamin Hav er en selverklæret "weirdo" - et engelsk slang for en person, der er mærkelig, sær eller usædvanlig i forhold til den gængse opfattelse.

Noget, som Benjamin Hav i øvrigt mener, at alle mennesker er inderst inde.

- Jeg kommer sikkert til at sige noget, hvor folk tænker: "Hvad fanden er det?!" og bliver irriterede på mig og synes, jeg er en nar. Det kan jeg godt forstå. Men jeg tager det ikke for nært, fordi jeg ved, at hvis folk lærte mig at kende, tror jeg faktisk, at langt de fleste ville opleve, at vi sagtens ville kunne have en hyggelig aften sammen.

- Men jeg er ikke længere så optaget af, at alle skal kunne lide mig. Men jeg går meget op i, at jeg gerne vil forsøge i hvert fald at være et godt menneske.

Det tilskriver han sin hustru.

- At man er god nok, er noget, jeg tror, jeg lærte af min kone, da jeg mødte hende, siger han og fortsætter:

- Jeg tror på, at hvis jeg kommer med hjertet forrest og en ambition om at være et godt menneske, at det så er nok. Også selv om jeg har snakket med mine unger om, at der altid vil være folk, der tænker: "Benjamin Hav, det kæmpe møgsvin, han skal bare holde sin kæft!".

Benjamin Hav fik sit gennembrud som en del af duoen Benal, der for alvor brød igennem lydmuren med hittet "Uh Babe" i 2017.

Samme år modtog Benal P3 Prisen.

I 2019 blev Benal kåret til Årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards.

Året efter sprang Benjamin Hav ud som solist med pladen "Spice Up Your Life".

Siden er fulgt tre andre soloalbummer, hvoraf den seneste skive, "Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let", udkom i begyndelsen af 2025.

I 2023 blev Benjamin Hav hædret af musikmagasinet Gaffa som Årets Danske Livenavn. Han har blandt andet hittet med "Den dejligste boy", "Musse" og "Hurra" - et nummer, som han optrådte med til kronprins Christians 18-års fødselsdag.

Men trods meritterne siger Benjamin Hav, at han ikke ved, om han har så meget at komme med i "X Factor".

- Det tror jeg, at der er nogen, der tror, og så må vi se. Men jeg føler, at folk har gennemskuet mig, siger han og fortsætter:

- Jeg er ikke anderledes eller særligt begavet - jeg er ikke et særligt menneske overhovedet. Men jeg har en ambition om at give noget, som folk kan bruge. Det, jeg vil forsøge, er at inspirere deltagerne til at navigere deres liv ud fra kærlighed i stedet for frygt. Så jeg gør, hvad jeg kan. Men omvendt føler jeg ikke, at jeg har noget, som andre ikke har.

Bag dommerbordet i "X Factor" flankeres han af programmets grand old man, Thomas Blachman, og af Oh Land, som vandt den seneste udgave af "X Factor" med sin unge solist, Leslie.

- Jeg føler, at alle ville kunne bidrage med et eller andet, lyder det fra Benjamin Hav.

- Om det er Lone, der er sosu-hjælper i Hedensted. Alle vil kunne have noget gyldigt og smukt at sige. Det handler bare om at gå ind og turde at tage et valg og sige nogle ting. Men altså, livet er jo bare noget, vi leger. Og det her er jo bare en leg.

18. sæson af " X Factor " får premiere i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

Venedig, 06/09/2025 - 21:52

Film om familieforhold tager hovedprisen på filmfestival i Venedig

Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Filmen "Father Mother Sister Brother" modtager hovedprisen, Guldløven, ved årets filmfestival i Venedig.

Filmen "Father Mother Sister Brother" modtager lørdag aften Guldløven, der er hovedprisen for den bedste film ved filmfestivalen i Venedig.

Den amerikanske instruktør Jim Jarmusch står bag filmen.

Filmen skildrer forholdet mellem voksne børn og deres forældre. Efter mange års adskillelse fra forældrene genforenes familien, og børnene skal forsøge at håndtere et følelsesmæssigt distanceret forhold til forældrene.

Guldløven er hovedprisen for den bedste film ved filmfestivalen i Venedig og anses som en af verdens vigtigste filmpriser.

Filmen udspiller sig i New Jersey, Dublin og Paris, og på rollelisten er blandt andre Tom Waits, Adam Driver, Mayim Bialik, Charlotte Ramplin og Cate Blanchett.

- Jeg takker for at sætte pris på vores stille film, sagde Jarmusch i sin takketale. Han slog sit navn fast i 1980'erne med lavbudgetfilm som "Stranger Than Paradise" og "Down by Law".

Andenprisen, Sølvløven, gik til filmen "The Voice of Hind Rajab", der skildrer en femårig palæstinensisk pige, der i timevis sad omringet af sine døde slægtninge, efter at deres bil blev beskudt af israelske tropper.

Filmfestivalen har været i gang siden 27. august og sluttede lørdag aften.

Festivalen er en del af kulturudstillingen La Biennale di Venezia, og den blev afholdt første gang i 1932 og er dermed verdens ældste internationale filmfestival.

Vinderen af Guldløven blev valgt af en jury med instruktøren Alexander Payne i spidsen. Payne har blandt andet instrueret filmene "Sideways", "Nebraska" og "The Holdovers".

Sidste år gik prisen til filmen "The Room Next Door", som berører temaet omkring aktiv dødshjælp. Filmen er instrueret af spanske Pedro Almodóvar.

Undervejs på årets udgave af filmfestivalen fik danske Anders Thomas Jensens nye film, "Den Sidste Viking", verdenspremiere.

Premieren fandt sted på Venedig Filmfestival, hvor den sorte komedie var udvalgt til den del af det officielle program, der er uden for konkurrence.

Efter premieren blev filmen mødt med stående bifald fra publikum, og filmen høstede efterfølgende roser i både danske og udenlandske medier.

"Den Sidste Viking" har premiere i de danske biografer den 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 06/09/2025 - 10:00

FAKTA: Otte gode råd til at vælge ejendomsmægler

Her kommer otte råd til at finde din kommende ejendomsmægler.

* Undersøg ejendomsmæglerens omdømme.

* Efterlys dygtige ejendomsmæglere i dit netværk.

* Kombiner research med din mavefornemmelse, når du vælger ejendomsmægler.

* Overvej, om du vil betale bonus-salær eller modtage gaver, der kan betyde et større salær til ejendomsmægleren.

* Vær opmærksom på ejerforhold og samarbejdsaftaler.

* Medlemskab af Dansk Ejendomsmæglerforening kan være et kvalitetsstempel.

* Få ejendomsmægleren til at udspecificere sit tilbud.

* Prøv at få prisen på salæret til ejendomsmægleren ned.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 06/09/2025 - 10:00

Vælg din kommende ejendomsmægler med omhu

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hav styr på udbudspris, ejendomsmæglersalær og indhent flere tilbud, inden du vælger den helt rigtige ejendomsmægler for dig.

Foran dig står en ejendomsmægler. Personen er veltalende, pænt klædt på, smiler stort og har alle salgsargumenterne klar. Du får et fast håndtryk, men hvordan ved du, at du har valgt den bedste ejendomsmægler for dig?

Et godt råd er at opsøge flere muligheder, når man skal til at sælge sit hus. Det fortæller Louise Kastberg, der er fagekspert i boligøkonomi hos Videncentret Bolius.

- Du bør altid indhente tilbud fra flere ejendomsmæglere - gerne mindst tre, siger hun.

Når man vælger ejendomsmægler, skal man være opmærksom på udbudsprisen, som er, hvad sælgeren fastsætter som startprisen på boligen.

- Selv om det er fristende at vælge den mægler, som sætter den højeste udbudspris på boligen, er det ikke nødvendigvis det bedste valg - hvis prisen er sat for højt, ender det måske alligevel med, at den skal justeres ned, siger hun.

Det er også vigtigt at tjekke ejendomsmæglersalæret. Det dækker over forskellige ydelser fra ejendomsmægleren. Det er blandt andet ejendomsmæglerens løn, markedsføring af boligen, dokumentomkostninger, fremvisning af boligen med mere.

- Der kan være stor forskel på, hvor meget ejendomsmæglere skal have i salær, men typisk ligger det et sted mellem 50.000-100.000 kroner. Det er dog ofte muligt at forhandle salæret ned, siger Louise Kastberg.

Nogle ejendomsmæglere tilbyder ordninger, hvor det er sælger, der viser boligen frem. Der kan også være penge at spare på annonceringer, hvis boligen næsten sælger sig selv, fordi den er i et populært område.

- Bed om at få udspecificeret, hvilke ydelser aftalen dækker over, og hvad de enkelte dele dækker over. Det gør det nemmere at sammenligne de forskellige tilbud, altså vælge til og fra, hvis du eksempelvis er klar til at gøre en del af salgsarbejdet selv, siger hun.

Samtidig spiller ens relation til ejendomsmægleren også ind, da det handler om at være på bølgelængde.

Vurdér, om spørgsmålene og kommentarerne fra ejendomsmægleren passer til dig. Det fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

- I valget af ejendomsmægler handler det i høj grad om at se på helheden og ikke kun spørgsmålet om, hvem der vil sælge din bolig til den højeste pris. Det handler også om at finde en mægler, som man har kemi med og tillid til, og som ser familiens behov, siger hun.

Samtidig er det en god idé at spørge sin mægler, om vedkommende er en del af Dansk Ejendomsmæglerforening. Ni ud af ti ejendomsmæglere i Danmark er medlemmer.

- Som køber betaler man et beløb i udbetaling. Beløbet deponeres hos ejendomsmægleren, og der er særlige regler og betingelser for, hvordan denne deponering skal håndteres, hvis mægleren er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening, siger Birgit Daetz.

/ritzau fokus/




/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek