København, 06/05/2025 - 18:05
Demant nedjusterer forventninger til året grundet usikkerhed
Demant forventer svagere vækst i det globale marked for høreapparater. Det smitter negativt af på selskabet.
Af: /ritzau/
Makroøkonomisk usikkerhed får den danske producent af høreapparater Demant til at nedjustere sine forventninger til resten af 2025.
Hvor selskabet tidligere forventede en organisk vækst på mellem tre og syv procent, forventer det nu en organisk vækst på mellem en og fem procent.
Det skriver Demant i en selskabsmeddelelse tirsdag eftermiddag.
Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.
- I første kvartal påvirkede den makroøkonomiske usikkerhed høreapparatmarkedet negativt, og i særdeleshed det amerikanske marked, siger Søren Nielsen, som er topchef i Demant, i meddelelsen.
- Når vi ser på resten af året, forventer vi nu, at markedet udvikler sig svagere end normalt, og derudover forventer vi at se en effekt af de seneste valutakursudviklinger, lyder det videre.
Nu venter Demant, at det globale marked for høreapparater vil vokse to til fire procent i 2025 mod tidligere forventet fire til seks procent.
Det sker, efter at væksten i USA har været lavere end forventet i første kvartal, lyder det.
I samme omgang nedjusterer Demant sine forventninger til driftsresultatet til 4,1 til 4,5 milliarder kroner fra intervallet 4,5 til 4,9 milliarder kroner.
I første kvartal har Demant haft en omsætning på 5,6 milliarder kroner. Det svarer til en organisk vækst på nul procent.
/ritzau/