København, 15/05/2025 - 20:18
Rasmus Højgaard flirter med topplacering i majoråbning
Første dag i PGA Championship bød på fem birdies for Rasmus Højgaard. Tvillingebror var i problemer.
Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske golfspiller Rasmus Højgaard er kommet godt fra start i majorturneringen PGA Championship.
Torsdag gik han runden i 68 slag og sluttede med en samlet score på tre slag under par.
Det betød, at danskeren var på en delt syvendeplads, da han underskrev sit scorekort i klubhuset efter de 18 huller.
På banen på Quail Hollow i North Carolina i USA lagde Rasmus Højgaard flot fra land med at lave tre birdies på de seks første huller.
Han var flere gange oppe og flirte med topplaceringerne, da han i alt lavede fem birdies. Det trak dog ned med to bogeys - blandt andet på sidste hul.
For første gang i 15 år stiller fem danskere op til den samme majorturnering. I PGA Championship er både Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen, Rasmus Neergaard og Niklas Nørgaard med.
Thorbjørn Olesen fik en skidt start på runden. Han lagde ud med en bogey, og efter en enkelt birdie lavede han en dobbeltbogey.
Danskeren fik dog rystet den dårlige start af sig for en stund med tre birdies i træk. Thorbjørn Olesen endte med at gå runden i par. I alt lavede han fem birdies, tre bogeys og en dobbeltbogey.
Det rakte til en øjeblikkelig 40.-plads.
Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, endte med en samlet score på et slag over par. Han havde en skidt periode midtvejs, hvor det blev til tre bogeys i træk.
I alt lavede Nicolai Højgaard fire birdies og fem bogeys og gik i klubhuset på en delt 63.-plads.
Ved 20-tiden dansk tid er første runde stadig i gang, og mange spillere mangler fortsat at komme rundt på de 18 huller. Blandt andre de resterende danskere Rasmus Neergaard og Niklas Nørgaard.
Alle fem danske golfspillere, som er med i PGA Championship, er placeret i top-100 på den officielle verdensrangliste. 24-årige Rasmus Højgaard er nummer 57 i verden, mens Nicolai Højgaard ligger nummer 94.
PGA Championship spilles fra torsdag til søndag.
/ritzau/