København, 04/07/2025 - 10:05
Folketinget accepterer regeringens bøn om arbejdsro under EU-formandskab
Mette Frederiksen bad oppositionen holde igen, fordi EU-formandskabet er en stor opgave for regeringen.
Af: /ritzau/
Folketinget imødekommer regeringens ønske om arbejdsro under det danske EU-formandskab, som varer frem til nytår.
Det fremgår af et brev fra Udvalget for Forretningsorden til statsminister Mette Frederiksen (S), som har anmodet udvalget, der behandler sager, som vedrører Folketingets arbejde.
Der er opbakning til, at regeringen prioriterer formandskabet højt.
- Der er også en bred anerkendelse af, at Folketinget på den baggrund må acceptere visse tilpasninger af de etablerede samarbejdsformer i perioden, skriver udvalget i et brev.
Dermed vil der være færre mundtlige spørgsmål til ministrene og en begrænsning på hasteforespørgsler.
EU-formandskabet blev markeret torsdag i Aarhus. Det bliver den største udenrigspolitiske opgave for Danmark i dette årti og er en mulighed for at præge unionen.
Derfor opfordrede statsministeren til en vis mængde arbejdsro, fordi formandskabet er en "stor og tidskrævende opgave".
Hun foreslog en begrænsning af hasteforespørgsler, mindre brug af mundtlige spørgsmål og samråd, som kræver fysisk fremmøde fra ministrene.
I stedet kan oppositionen få flere skriftlige svar.
Hun ønskede desuden en fravigelse af aftalen om, at halvdelen af lovforslagene skal fremstilles før midt i november.
Til sidst ønskede hun også en fravigelse af reglen om, at der højest må gå 14 dage mellem fremsættelsen af et lovforslag til førstebehandlingen af samme lovforslag.
Alle punkter er i overvejende grad imødekommet af Folketingets udvalg.
Oppositionen har fortsat mulighed for hasteforespørgsler, men udvalget vil gerne gå med til at skrue ned for mængden.
Ifølge en opgørelse fra TV 2 er flertalsregeringen den mindst prøvede i nyere tid. SVM-regeringen har fået færrest mundtlige spørgsmål, samrådsspørgsmål og forespørgsler af de tre seneste regeringer.
Danmark overtager EU-formandskabet fra Polen og overdrager det til nytår til Cypern.
/ritzau/