Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Skive, 17/02/2026 - 14:34

Mand har mistet livet under træfældning på adresse i Skive

De pårørende er underrettet, efter at en mand har mistet livet på en adresse, hvor han fældede et træ.

Af: /ritzau/

En 56-årig mand har fået et træ ned over sig og har i den forbindelse mistet livet på Øksenvadvej i Skive.

Det skriver TV Midtvest. Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

- Han har været alene derude, og vi kan så konstatere, at han er blevet ramt af et træ under en træfældning, siger vagtchefen.

Politiet oplyser, at fældningen er foregået på en privat grund - der er dog ikke tale om mandens egen have.

Vagtchefen understreger, at der ikke er tale om et arbejdsforhold, men meget mere ved politiet endnu ikke om omstændighederne.

Og det skyldes særligt, at der ikke umiddelbart er vidner til ulykken.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.05 tirsdag formiddag om, at en mand lå fastklemt under et træ - han stod dog ikke til at redde, da politiet ankom til stedet.

I timerne efter har politiet arbejdet på at kontakte de pårørende og forsøgt at fastlægge, hvad der kan være sket.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek