Seoul, 31/10/2023 - 08:02
77-årig sigtet for knivangreb ved Sydkoreas præsidentkontor
En 77-årig mand er anholdt og sigtet for at stikke to politibetjente ned uden for Sydkoreas præsidentkontor.
Ed Jones/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 77-årig mand trak tirsdag eftermiddag lokal tid en kniv frem og gik til angreb på to politibetjente ved Sydkoreas forsvarsministerium, hvor også kontoret for landets præsident, Yoon Suk-yeol, ligger.
Det skriver landets største nyhedsbureau, Yonhap.
Ifølge Yonhap gik manden til angreb på betjentene tirsdag klokken 13.20 lokal tid.
Det svarer til 05.20 tirsdag morgen i Danmark.
Manden angreb betjentene, efter at han havde fået at vide, at han skulle komme hurtigt videre, da han gik forbi forsvarsministeriet.
Herefter trak han kniven frem og stak de to betjente.
Den ene blev stukket i maven, og den anden blev ramt på sin venstre arm. Begge betjente blev bragt til hospitalet, og manden blev anholdt på stedet.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om betjentenes tilstand eller mandens motiv til at gå til angreb på de to betjente.
/ritzau/




