Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Anaheim, 13/08/2024 - 13:17

Miley Cyrus kåret til den yngste Disney-legende nogensinde

Den amerikanske sanger Miley Cyrus blev kendt gennem Disney. I "Hannah Montana" spillede hun verdenskendt stjerne om natten og almindelig teenager om dagen.

Mario Anzuoni/Reuters

Af: Af Tenna Linnet, Ritzau Fokus

Den amerikanske sanger Miley Cyrus er blevet kåret til Disney-legende og er dermed den yngste person nogensinde til at modtage prisen.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt CNN og The Independent.

Den 31-årige sanger fik tårer i øjnene, da hun modtog prisen søndag aften i byen Anaheim i Californien.

- Jeg står her og er stolt af at have været Hannah Montana. På mange måder er denne pris dedikeret til Hannah, alle hendes fantastiske, loyale fans og alle, som har bidraget til at gøre min drøm til virkelighed, sagde hun ifølge The Independent, da hun modtog prisen.

Miley Cyrus blev kendt som teenager, da hun spillede hovedrollen i sitcom-serien "Hannah Montana" på Disney Channel, fra hun var 13 år gammel.

Prisen uddeles af The Walt Disney Company til personer, der har haft stor indflydelse på Disneys arv. Den blev første gang uddelt i 1987 og er siden 1989 blevet uddelt årligt.

Ifølge administrerende direktør i Disney Bob Iger er udnævnelsen til en Disney-legende den største ære, som virksomheden kan vise.

- Formålet er at fejre talent, anerkende store præstationer og frem for alt oprigtigt give udtryk for vores dybe taknemmelighed, sagde han under award-showet til publikum ifølge CNN.

Siden Miley Cyrus stoppede som Disney-stjerne i 2013, har hendes karriere taget fart.

I løbet af 2010'erne spillede hun med i film som "The Last Song" og "LOL", og siden har hun primært fokuseret på sangkarrieren. I starten af 2024 modtog hun sine første to Grammys for kæmpehittet "Flowers".

Hun er desuden kendt for sange som "Malibu", "Wrecking Ball" og "Party in the USA".

I alt 14 stjerner blev udnævnt til Disney-legender i år.

Harrison Ford, der er kendt fra "Indiana Jones" og Star Wars, er nu også på listen over Disney-legender. Det samme er skuespilleren Jamie Lee Curtis, som modtog prisen for blandt andet komedien "Freaky Friday" fra 2003.

Andre tidligere modtagere af prisen er blandt andre Betty White, Johnny Depp, Hans Zimmer og Clarence Nash, som var den første til at lægge stemme til den amerikanske udgave af Anders And.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek