Teheran, 01/03/2026 - 14:09
Irans Revolutionsgarde melder om ny bølge af modangreb
Seks personer meldes dræbt i et iransk missilangreb i det centrale Israel. Iran varsler ny bølge af angreb.
Af: /ritzau/
Irans Revolutionsgarde (IRGC) siger søndag, at den har iværksat en ny bølge af angreb mod sin "fjende".
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- For øjeblikke siden blev den syvende og ottende bølge af Operation Honest Promise 4 mod fjenden lanceret i stor skala, lyder det fra IRGC i en udtalelse bragt af iranske medier.
Revolutionsgarden specificerer ikke nærmere, hvilke mål angrebene er rettet mod.
Den israelske ambulancetjeneste oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at seks personer er blevet dræbt i et missilangreb på byen Beit Shemesh.
Irans Revolutionsgarde (IRGC) har sagt, at det vil gennemføre voldsomme gengældelsesangreb mod Israel og amerikanske militærbaser.
Det sker, efter at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er blevet dræbt i et angreb lørdag.
Israel indledte i samarbejde med USA lørdag morgen et storstilet luftangreb på Iran. Siden er flere højtstående iranske ledere blevet dræbt.
Iran har som modsvar til de israelske og amerikanske angreb angrebet både mål i Israel og en række lande, hvor der ligger amerikanske militærbaser.
/ritzau/




