København, 14/04/2026 - 22:03
Tusindvis er berørt af massive togproblemer på Sjælland
Togtrafikken er fortsat lammet tirsdag aften i Østdanmark. Tusindvis af mennesker er ramt af problemerne.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindst 10.000 mennesker har tirsdag været berørt af omfattende togproblemer på Sjælland, vurderer DSB. Tog holder fortsat stille tirsdag aften.
Det siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau.
- Det er tusinder af kunder, der er blevet berørt af det, enten i form af forsinkelser eller i form af aflysninger, lyder det.
Siden eftermiddagstimerne har togtrafikken været lammet øst for Odense og på hele Sjælland. Stort set alle tog holder stille og har gjort det i flere timer.
Det skyldes en nedrevet køreledning, oplyste Banedanmark kort før klokken 18.00. Der er ingen tidshorisont for, hvornår driften genoptages.
Det er en fejl på et endnu uvist sted på køreanlægget, der har forårsaget den nedrevne køreledning, har Banedanmark oplyst, og derfor gennemgår Banedanmark aktuelt "hele køreanlægget" på Sjælland.
Tirsdag aften arbejdes der derfor fortsat på at lokalisere årsagen bag.
- Så længe vi ikke ved, hvor påvirkningen er sket, kan vi ikke køre, siger Nicolai Smidt Sigsgaard, vicetrafikdirektør i Banedanmark
Fra omkring klokken 20.00 tirsdag aften har der kørt togbusser mellem Helsingør og Klampenborg og mellem Høje Taastrup og Roskilde.
DSB har desuden indsat togbusser mellem Køge Nord og Ringsted. De kører en gang i timen frem til klokken 23 i begge retninger.
Onsdagens togtrafik kommer til at blive ramt, men DSB kan ikke oplyse i hvilket omfang.
Det kan først ske, når Banedanmark har fundet fejlen på de sjællandske togstrækninger, siger Tony Bispeskov.
S-togene i hovedstadsområdet kører fortsat og er ikke berørt af fejlen.
/ritzau/




