Gaza by, 12/07/2025 - 20:31
FN-organisationer advarer om kritisk mangel på brændstof i Gaza
Brændstof udgør "rygraden", når det gælder overlevelse i Gaza, lyder det fra organisationer.
Abdel Kareem Hana/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Manglen på brændstof i Gaza har nået et kritisk niveau og risikerer at føre til endnu større lidelser i det krigsramte område.
Sådan lyder det fra syv FN-organisationer i en fælles udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Organisationerne kalder brændstof for "rygraden", når det handler om at overleve i Gaza.
Det lyder videre, at brændstof er en forudsætning for at kunne "drive hospitaler, vandsystemer, sanitetsnetværk, ambulancer og alle aspekter af humanitære operationer". Også bagerier kræver brændstof for at kunne fungere.
- Efter næsten to års krig står befolkningen i Gaza over for ekstreme trængsler, herunder udbredt fødevare-usikkerhed.
- Når brændstoffet slipper op, lægger det en uudholdelig ny byrde på en befolkning, der balancerer på randen af udsultning, skriver organisationerne, der blandt andet tæller Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FN's Verdensfødevareprogram (WFP).
Siden begyndelsen af krigen har Gaza oplevet alvorlige mangler på brændstof, skriver AFP.
Organisationerne skriver, at det skal være tilladt at få brændstof ind i Gaza "i tilstrækkelige mængder og konsekvent for at opretholde livreddende operationer."
Tidligere på ugen lykkedes det FN at levere brændstof til Gaza for første gang i 130 dage.
Leveringen bestod af 75.000 liter brændstof. Men Stéphane Dujarric, der er talsperson for FN, sagde, at leverancen alene kunne dække energibehovet i under en dag.
Dujarric sagde desuden, at FN og organisationens humanitære partnere har behov for flere hundredtusinder af liter brændstof om dagen for at kunne opretholde livreddende arbejde.
Den igangværende krig begyndte 7. oktober 2023, da den militante palæstinensiske gruppe Hamas, der kontrollerer Gaza, angreb Israel fra Gaza.
Efterfølgende angreb Israel Hamas i Gaza. Ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i området er omkring 57.800 personer, herunder primært civile, blevet dræbt.
Dertil døde omkring 1200 mennesker, også primært civile, i Hamas' angreb mod Israel ifølge en optælling fra AFP, der baserer sig på israelske tal.
251 personer blev også taget som gidsler - 49 befinder sig stadig i Gaza, herunder de 27, som ifølge Israels militær er døde.
/ritzau/