Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holstebro, 24/04/2026 - 00:58

34-årig mand blev skåret i ansigtet med kniv

En 27-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at have snittet en 34-årig mand i ansigtet med en kniv.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet har anholdt en 27-årig mand for at skære en 34-årig mand i ansigtet med en kniv i Holstebro.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen.

- Den forurettede havde snitsår fra øret og hen til overlæben. Vi har anholdt gerningsmanden og fundet våbnet, og vi er færdige med undersøgelserne på stedet.

- Det, der pågår nu, er, at man får dem undersøgt af en læge, der kan sikre spor, så man kan klarlægge hændelsesforløbet, siger han.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 20.14. Den fandt sted på Kildevej i Holstebro.

Da politiet kom frem til stedet, var den 27-årige mand gået derfra, siger Rasmus Poulsen.

- Ud fra godt politiarbejde og kendskab til miljøet fandt vi ham cirka ti minutter senere.

- Vi formoder ikke, at de kender hinanden, men det er heller ikke et tilfældigt møde. De har haft en helt kort relation til hinanden, siger Rasmus Poulsen.

Den 27-årige mand er sigtet for kvalificeret vold og skal muligvis fremstilles i grundlovsforhør. Det vil blive besluttet i løbet af fredag, siger vagtchefen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek