Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

29/06/2024 - 10:00

Husk at tjekke dit hus for skader inden du tager på ferie

Er der en tagsten, der sidder løst? Eller er din tagrende stoppet? Det er en god idé at tjekke dit hus, inden du tager på ferie, hvis der skulle komme skybrud.

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

Lige nu er det højsæson for sommerferier, rejser og tomme huse. Men samtidig er sommeren også den periode, hvor der kommer allerflest skybrud.

Derfor er det en god idé at gå en runde og tjekke dit hus for skader, inden du drager afsted på ferie.

Det fortæller Henrik Bisp, der er uddannet tømrer og arkitekt og arbejder som fagekspert i Videnscenteret Bolius.

- Man bør lige tage sig tid til at kigge sit hus igennem og se, om der er noget, der skiller sig ud, siger han og tilføjer:

- Er der nogle revner eller løst puds? Det er også en god idé, lige at tjekke om tagrenden er løs eller stoppet, og om der er opfugtning nogle steder.

Han anbefaler, at man tjekker hver enkelt del af huset: sokkel, facader, vinduer, taget, tagrender og så videre.

- Man behøver ikke at bruge mere end fem-ti minutter per bygningsdel. Det er bare godt lige at notere sig og lave en vurdering af, om der er noget, der skal repareres akut, siger Henrik Bisp.

Utætheder og skader omkring soklen kan være akut. Dertil er det også vigtigt at tjekke, om der er noget, der sidder i vejen mellem tagrende og nedløbsrør.

Du bør gå runden et par dage i forvejen, så du har tid til at fikse eventuelle skader. Men man kan ifølge fageksperten også slippe afsted med midlertidige løsninger.

- Hvis en tagsten har rykket sig eller har fået en anden form for skade, så kan man lægge noget plastik under tagstenene. Så sikrer man, at den holder tæt, siger han.

- Og så må man få repareret det, når man kommer hjem.

Det er Helene Ibsen, der er boligchef i forsikringsselskabet Topdanmark, enig i.

Hun anbefaler også, at man renser tagrender og afløb for blade og andet skidt, inden man tager på ferie.

- Vi ser, at rigtig mange problemer opstår, fordi man ikke har fået renset for gamle blade. Så løber tagrenderne lynhurtigt over, siger hun.

Hvis uheldet er ude, er det også en god idé at have allieret sig med en nabo.

- Hvis naboen opdager, at man har fået vand ind i huset, kan de ringe, og så kan man hurtigt anmelde det til sit forsikringsselskab. Det er også smart at have en nøgleboks, så vi kan gå i gang med arbejdet, selv om man ikke er hjemme fra ferie endnu, siger Helene Ibsen og tilføjer:

- Det er vigtigt, at vandet kommer ud så hurtigt som muligt, fordi skaderne bliver mærkbart større, jo længere tid tingene står i vand.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek