Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

12/03/2024 - 13:30

Sådan rammer du plet med årsopgørelsen næste gang

Det kan være svært at ramme helt plet i din forskudsopgørelse, så du hverken skal betale restskat eller have penge tilbage. Få tips fra en ekspert her.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Årsopgørelsen er offentliggjort, og langt de fleste danskere skal enten betale restskat eller have penge tilbage.

Ifølge en analyse fra fintech-virksomheden Skatteguiden får 75 procent penge tilbage, mens de resterende skal betale en restskat. Kun 0,4 procent af befolkningen har fået et resultat på nul kroner.

Hvis du gerne vil komme tættere på at ramme det mytiske nul næste år, får du her ekspertens bedste råd.

1) Hav styr på din løn.

Et af de første steder, du med fordel kan lægge lidt ekstra energi i forskudsopgørelsen for 2024, er din indkomst. Altså din løn.

Det er nemlig den, som din skat bliver beregnet ud fra i løbet af året.

Jurist hos Skatteguiden Kristoffer S. Olesen anbefaler, at du åbner din forskudsopgørelse en gang hver anden måned.

- Der kan være mange elementer bare på selve lønindkomstdelen, som kan få restskatten til at afvige ret kraftigt, siger han.

Rigtig mange danskere svinger nemlig i lønindkomst, hvis de eksempelvis tager orlov, får en bonus, skifter job eller får en lønstigning, og det kan du rette til løbende.

2) Bikort og hovedkort.

Har du flere indtægtskilder, er det også med at være varsom, lyder det fra Kristoffer S. Olesen.

For her skal du nemlig have helt styr på, hvor du benytter dit hovedkort - og dermed dit månedlige fradrag - og hvor du bruger dine bikort.

- På bikort er der bare en trækprocent uden et månedligt fradrag. Men har du brugt hovedkortet flere steder, så har du også brugt det månedlige fradrag flere steder, siger han.

- Så selv om du måske opdaterer din forskudsopgørelse hele tiden, kan du stadig komme til at betale den forkerte skat, fordi du i princippet betaler for lidt hver måned.

Ifølge Kristoffer S. Olesen kan det blive dyrt, hvis du ikke fanger det i tide.

Det gælder især for pensionister, som får udbetalt deres pension flere steder fra, hvor det månedlige fradrag bliver brugt to steder måned efter måned.

3) Arbejdsgiverbetalte personalegoder.

Og så er der felt 347. Et ifølge Kristoffer S. Olesen rigtig irriterende felt, som ingen rigtig helt forstår.

Feltet handler om arbejdsgiverbetalte personalegoder, som dækker over forsikringspræmier til eksempelvis sundhedsforsikringer eller gruppelivsforsikringer.

- Folk er typisk meget fokuserede på deres løn, pension og ferie i forhold til en lønpakke, men mange tænker ikke over, hvad deres arbejdsgiver ellers betaler til, siger Kristoffer S. Olesen.

Han peger på, at sådanne udgifter teknisk set er private udgifter, når man kigger på det med skattemæssige briller. Og derfor skal du beskattes af dem.

- Det handler om at have tungen lige i munden. For beløbet fremgår ikke altid af ansættelseskontrakterne, men står måske i stedet i en overenskomstaftale eller en lokal rammeaftale, siger Kristoffer S. Olesen.

4) Renteudgifter- og indtægter.

De fleste kan huske en tid med negative renter i banken. Men det er ikke længere tilfældet, og nu tjener du faktisk penge på at have penge stående i banken.

- Har du ikke husket at have det med allerede i år, kan det ses på fra sidste år på årsopgørelsen 2023. Det jo en indtægt, du heller ikke har sørget for at blive løbende beskattet af, siger Kristoffer S. Olesen.

Det samme gør sig gældende, hvis du betaler højere renter på eksempelvis lån, end du har taget højde for i forskudsopgørelsen.

- Du får en pose penge fra det rentefradrag, du ikke har brugt i løbet af året. Men måske kunne du have brugt de penge på at få et større økonomisk råderum hver måned?

/ritzau fokus/

London, 16/02/2025 - 21:50

Pavedrama vinder hovedpris ved Bafta-uddeling

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Filmen "Conclave" om valget af en ny pave løber med prisen for årets bedste film ved Bafta-uddelingen.

Filmen "Conclave", som var en af storfavoritterne, vinder søndag bedste film ved den britiske Bafta-uddeling, der finder sted i London.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Filmen har ved årets Bafta flest nomineringer med hele 12 styk. Blandt dem er Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Skuespiller.

"Conclave" handler om en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer - konklavet og valget af en ny pave.

Kardinal Lawrence, som i filmen spilles af Ralph Fiennes, får til opgave at lede den hemmelige proces efter den højt elskede paves uventede død.

Filmen er instrueret af den tyske instruktør Edward Berger. Det er hans første film siden den firdobbelte oscarvinder "Intet nyt fra vestfronten" fra 2022.

Bafta er den største britiske filmpris og uddeles af det britiske film- og tv-akademi. Den første uddeling fandt sted i 1949.

I år foregår festlighederne i Londons Royal Festival Hall, hvor filmfolk fra hele verden er samlet.

En anden af aftenens store prismodtagere er det historiske drama "The Brutalist".

Den har blandt andet vundet statuetter for Bedste Mandlige Skuespiller og Bedste Instruktør. De er gået til henholdsvis skuespilleren Adrien Brody og instruktør Brady Corbet.

"The Brutalist" er et over tre timer langt epos om en Holocaust-overlever, der emigrerer fra efterkrigstidens Europa til Amerika for at genopbygge sit liv.

Filmen var nomineret i ni kategorier ved årets Bafta-uddeling.

Prisen for Bedste Film til pavedramet "Conclave" kommer i en weekend, hvor der i virkelighedens verden har været fokus på netop den katolske kirkes overhoved.

Den 88-årige pave Frans er søndag på tredje dag indlagt på et hospital i Rom, hvor han ifølge Vatikanet behandles for bronkitis.

Argentineren Jorge Mario Bergoglio, som er pave Frans' borgerlige navn, har siden 2013 været pave, hvor han blev udpeget ved netop konklavet som efterfølger til Benedikt 16.

Filmen "Conclave" er desuden nomineret otte gange ved oscaruddelingen, der løber af stablen 2. marts.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 21:13

Pavedrama vinder hovedpris ved Bafta-uddeling

Filmen "Conclave" løber med prisen for årets bedste film ved Bafta-uddelingen i London.

Filmen "Conclave", som var en af storfavoritterne, vinder søndag bedste film ved den britiske Bafta-uddeling, der finder sted i London.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Filmen har ved årets Bafta flest nomineringer med hele 12 styk. Blandt dem er Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Skuespiller.

"Conclave" handler om en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer - konklavet og valget af en ny pave.

Kardinal Lawrence, som i filmen spilles af Ralph Fiennes, får til opgave at lede den hemmelige proces efter den højt elskede paves uventede død.

Filmen er instrueret af den tyske instruktør Edward Berger. Det er hans første film siden den firdobbelte oscarvinder "Intet nyt fra vestfronten" fra 2022.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 10:00

FAKTA: Bolig i Danmark afgør skattepligt

* Når du flytter fra Danmark, ophører din fulde skattepligt som hovedregel, når du enten sælger, opsiger eller udlejer din bolig i mindst tre år.

* For sidstnævnte gælder det desuden, at lejekontrakten skal være uopsigelig fra din side.

* Et sommerhus, der kun bruges til ferier, betragtes normalt ikke som en bolig eller bopæl.

* Når du flytter fra Danmark, skal du sørge for at have en NemKonto. Hvis du skal have penge tilbage i skat, kan de kun blive overført til din NemKonto. 

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 10:00

Arbejde under sydens sol? Ny afgørelse gør det muligt uden dansk skat

Alexander Heinl/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke har en bopæl i Danmark, kan du frit arbejde i udlandet for en dansk virksomhed uden at betale dansk skat. Det fremgår af en ny afgørelse.

Hvis du drømmer om at arbejde fra din computer under varmere himmelstrøg i udlandet og slippe for at betale dansk skat, er der godt nyt.

For en ny afgørelse fra Skatterådet slår fast, at du helt kan slippe for dansk skat, hvis du flytter til udlandet.

Det gælder også, hvis du beholder dit arbejde i en dansk virksomhed og fortsætter med at få din løn udbetalt på en dansk bankkonto.

Det fortæller chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen.

- Afgørelsen forholder sig meget klart til, at det ikke har betydning for skattepligten i Danmark, hvem der udbetaler din løn. Det afgørende er, om du har en dansk bopæl, siger han.

- I en tid, hvor danske virksomheder mangler arbejdskraft, og især unge vælger at arbejde i udlandet, kan denne mulighed måske være en mellemvej.

En medarbejder kan dermed rejse ud og opleve verden, mens arbejdskraften bliver fastholdt.

I den aktuelle afgørelse bekræfter Skatterådet, at en mands skattepligt ophører ved udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, selv om han fortsætter med at være ansat i en dansk virksomhed.

Manden opgav sin bopæl i Danmark og havde ikke boligmulighed gennem hverken partner eller familie.

- Det særlige her er, at den danske skattepligt ophører, så snart bopælen i Danmark er blevet afviklet, siger Henning Boye Hansen.

Afgørelsen har særligt betydning for de såkaldte digitale nomader, der kan arbejde fra hvor som helst i verden med en computer, der er forbundet til nettet.

- Og coronatiden har jo vist, at mange af os sagtens kan arbejde hjemmefra, siger han og uddyber:

- Men det er klart, at man ikke kan benytte sig af denne mulighed, hvis ikke man kan passe sit arbejde blot med en computer under armen.

Har du stiftet familie og bosat dig, er der en anden vej, du kan gå, hvis du vil arbejde i udlandet og undgå dansk skat.

Den mulighed kan med et smil på læben kaldes Jan Pytlick-finten, siger Henning Boye Hansen.

- Hvis du skal arbejde i udlandet i mindst seks måneder, beholde din bolig og måske lade partner og børn blive i Danmark, kan du være omfattet af 42-dages reglen og have mulighed for at slippe for dansk skat, siger han.

Med den regel må du ifølge Henning Boye Hansen højst opholde dig i Danmark i 42 dage i løbet af en periode på seks måneder. Det svarer til omkring én uge om måneden.

Men du må slet ikke arbejde, mens du opholder dig i Danmark.

Ifølge Henning Boye Hansen var det efter alt at dømme det krav, der gjorde, at Saudi-Arabiens daværende danske håndboldlandstræner, Jan Pytlick, i 2023 ikke selv kunne overvære kampen, da hans hold mødte Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek