Washington D.C., 16/03/2026 - 00:52
USA opfordrer igen allierede til at genåbne Hormuzstrædet
Hvis allierede ikke hjælper med at åbne Hormuzstrædet, bliver det "meget dårligt for Nato", siger Trump.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nato ser ind i en meget dårlig fremtid, hvis USA's allierede ikke kan hjælpe med at genåbne det strategisk vigtige Hormuzstræde i Mellemøsten.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, i et telefoninterview med Financial Times.
Han siger, at han overvejer at udskyde sit topmøde med Kinas præsident, Xi Jinping, senere på måneden. Han har forsøgt at presse Kina til at hjælpe med at stoppe Irans blokade af ruten.
- Det er kun passende, at de, der nyder godt af strædet, vil hjælpe med at sikre, at der ikke sker noget slemt der, siger Trump.
Han siger, at Europa og Kina - modsat USA - er stærkt afhængige af olieeksporten fra Golfen.
- Hvis der ikke kommer noget svar, eller hvis det er et negativt svar, tror jeg, at det bliver meget dårligt for Natos fremtid, siger han.
Meldingen fra Trump kommer, dagen efter at han opfordrede Kina, Frankrig, Japan, Sydkorea og Storbritannien til at sende skibe til området. Samtidig ville USA "bombe kystlinjen sønder og sammen", lød det fra Trump lørdag.
Siden USA og Israel begyndte at angribe Iran for to uger siden, har iranerne truet og angrebet skibstrafikken i Hormuzstrædet.
Det har fået olieprisen til at stige markant med omkring 40 procent.
Der sejles normalt hver dag 19-20 millioner tønder olie fra Golfen igennem strædet og ud i verden. Det svarer til omkring 20 procent af verdens forbrug.
Trump siger videre i interviewet med Financial Times, at USA har været "meget sød ved Nato".
- Vi behøvede ikke at hjælpe dem med Ukraine. Ukraine ligger tusindvis af kilometer væk fra os. Men vi har hjulpet dem. Nu må vi se, om de (Nato-landene, red.) hjælper os, siger han.
Præsidenten siger, at Kina får "90 procent af sin olie fra strædet", og at det ville være for sent at vente til topmødet, der skal finde sted fra 31. marts til 2. april.
/ritzau/




