Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 19/04/2026 - 08:18

Yngre mand er uden for livsfare efter knivstikkeri

Natten til søndag er en yngre mand blevet stukket med kniv i Hernings natteliv. Politiet søger vidner.

Af: /ritzau/

En yngre mand er uden for livsfare efter et knivstikkeri i Herning natten til søndag.

Det fremgår af en besked fra Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update søndag morgen.

Politiet fik klokken 03.34 anmeldelsen om knivstikkeriet i Smallegade, der er en del af det lokale natteliv. Søndag morgen er politiet fortsat i området, og der er sat afspærringer op. Dem beder politiet om, at man respekterer.

Vagtchef Simon Stage holder kortene tæt til kroppen, når det angår de nærmere detaljer om knivoverfaldet og den kvæstede mand.

Offeret kom alvorligt til skade i episoden, men han er søndag klokken 08 uden for livsfare.

Eventuelle vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek