Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/05/2025 - 23:26

FAKTA: Her er årets modtagere af Reumert-priser

Bodil Jørgensen modtog Årets Hæderspris for sit mangeårige virke i dansk scenekunst. Se Reumert-priserne her.

Af: /ritzau/

Årets Reumert-priser er lørdag aften blevet uddelt i Skuespilhuset i København.

Her har dramatiker Christian Lollike for andet år i træk modtaget prisen for Årets Forestilling for sin iscenesættelse af "Jeppe på Bjerget".

Se alle prismodtagerne her:

* Årets Hæderspris: Bodil Jørgensen.

* Årets Forestilling: "Jeppe på Bjerget", Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni.

* Årets Danseforestilling: "Whiteout", Aviaja Dance, Dansehallerne, Nunatta, Grønlands Nationalteater og Nordens Hus på Færøerne.

* Årets Solopræstation: Ida Cæcilie Rasmussen, "Pow Pow Pow", Revolver/Republique.

* Årets Dramatiker: Henrik Szklany, "Flextrafik og slagtesvin", Aalborg Teater.

* Årets Musikteater/Musical: "Flammenwerfer", Hotel Pro Forma og Malmø Live Konserthus.

* Årets Sanger: Cecilie Gerberg, "Next to Normal", Odense Teater.

* Årets Opera: "Mestersangerne i Nürnberg", Det Kongelige Teater, Teatro Real de Madrid og Nationalteatret i Brno.

* Årets Samspil: Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrig Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro og Özlem Saglanmark, "Les Misérables", Betty Nansen Teatret og Det Norske Teatret.

* Årets Hovedrolle: Ena Spottag, "Fuglene", Revolver/Republique.

* Årets Birolle: Malene Melsen, "Gengangere", Husets Teater og Odense Teater.

* Årets Scenedesign: Laura Løwe, "Et drømmespil", Det Kongelige Teater.

* Årets Børne-Unge Teater: "Farvel", Nørregaards Teater og BaggårdTeatret.

* Årets Særforestilling: "Ripe Body", Ruth Rebekka Hansen.

* Årets Instruktør: Sigrid Johannesen, "Idioten", Aarhus Teater.

* Årets Danser: Ryan Tomash, "Don Quixote", Det Kongelige Teater.

* Brancheprisen Årets Teater: Bora Bora.

* Årets Talenter:

Thorbjørn Hedegaard, skuespiller, "Derude" og "GenZ Endgame", Aarhus Teater.

Carolin Oredsson, instruktør, "Kirstens Hævn" og "Lagerlöf", Aarhus Teater.

Laura Kronborg Kjær, skuespiller, "Bag Facaden", Herning Ny Teater.

Josefine Thornberg-Thorsøe, scenograf, "Kirstens Hævn" og "Lagerlöf", Aarhus Teater.

Kasper Krassimir, skuespiller, "Desertør", Blaagaard Teater.

Kilde: Årets Reumert.

/ritzau/

København, 01/06/2025 - 19:38

Olsen Banden hyldes med bronzestatue i København

Egon, Benny og Kjeld fra filmene om "Olsen Banden" er blevet foreviget med en bronzestatue i Valby.

De fiktive karakterer fra filmene om "Olsen Banden" - Egon, Benny og Kjeld - har søndag fået deres egen bronzestatue på Valby Tingsted i København.

Statuen er blevet placeret med front mod Nordisk Film-studierne efter ønske fra afdøde Morten Grunwald, der spillede den evigt optimistiske Benny.

Initiativtager Henrik Hansen har arbejdet på at gøre statuen til virkelighed siden 2019 og formået at indsamle to millioner kroner i donationer.

I april blev statuen støbt i bronze i den italienske by Firenze, inden den i maj ankom til Danmark, hvor en stenhugger påmonterede en sokkel.

Skulpturen, der består af tre forskellige figurer af karaktererne, er skabt af kunstneren Thor Larsen.

Den skal ifølge Nordisk Film ses som en hyldest til den "ikoniske" filmserie og er muliggjort af blandt andet fans.

På streamingtjenesten Nordisk Film+ er samlingen med alle 14 film om "Olsen Banden" fortsat blandt det mest populære indhold.

Filmene havde premiere mellem 1968 og 1998. Den første film blev skabt af instruktør Erik Balling og manuskriptforfatter Henning Bahs.

De havde et tæt samarbejde om filmene i mange år efterfølgende.

Morten Grunwald døde i 2018 som det sidste medlem af trekløveren.

Han fik et tæt forhold til Poul Bundgaard og Ove Sprogøe, som udgjorde resten af banden.

Forbryderne Egon, Benny og Kjeld har i filmene sjældent succes med deres planer, men de blev en udelt publikumssucces.

Også folkekære skuespillere som Kirsten Walther, Axel Strøbye, Preben Kaas og Bjørn Watt Boolsen medvirkede mere eller mindre fast i filmene.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/06/2025 - 08:00

Fra fandens karl til familiefar: L.O.C. griller sig selv

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Rapperen L.O.C. har kastet sig ud som komikeren Liam O'Connor. - Jeg har brugt en stor del af mit liv på noget, der er sekundært i dag, siger han.

Selv om Liam O'Connor med egne ord stadig "elsker at snakke lort", har han været træt af at spytte det ud som rim.

Det har fået ham til at skifte versene ud med vitser. Men selv om han er gået fra rapscenen til standuppen, er essensen stadig den samme: en mand med en mikrofon på en mission.

Allerede inden premieren på sit første onemanshow blev Liam O'Connor inviteret med i Prime Video-programmet "Roasted", hvor kendte komikere griller hinanden.

På skift sviner Liam O'Connor, Linda P, Nikolaj Stokholm, Natasha Brock, Torben Chris og Victor Lander hinanden til.

Den disciplin er ikke ny for Liam O'Connor. Han kender genren særdeles godt fra rappen. Her vender man ikke den anden kind til, men sender de tørre tæsk direkte retur.

- I diss-track, hvor rappere sviner hinanden til, kan der godt ligge latente livstrusler. Så Nikolaj må gerne kalde mig grim - så længe han ikke truer med at slå mig ihjel, siger Liam O'Connor og griner.

- Jeg synes, at den, man skal kunne tage pis på, er en selv. Og hvis man som mig bruger 25 år af sit liv på at råbe højt om sig selv, i håb om at alle gider at kigge ens vej, får man på et tidspunkt hård hud, i forhold til at der også er nogle, der synes, du er en nar.

Det er præcis 30 år siden, at Liam O'Connor entrerede musikscenen.

I 2001 albumdebuterede han under initialerne L.O.C. med pladen "Dominologi", der rummede numre som "Absinthe" og "Drik din hjerne ud".

To år efter udkom "Inkarneret". En plade, han ikke kan huske indspilningen af, fordi han var så fuld, og det bliver han også grillet for i "Roasted".

2005 markerede et skift. Liam O'Connor satte proppen i og rappede om dobbeltsiden ved misbruget i "Frk. Escobar", som var førstesinglen på albummet "Cassiopeia.

Siden fulgte "Melankolia/XxxCouture", der blev hædret som Årets Danske Album ved Danish Music Awards i 2009. Han har lavet yderligere otte udgivelser, hvoraf den seneste, "Fuck L.O.C.", udkom i 2021.

Absinten er for længst hældt ud, og adressen i Aarhus V er skiftet ud med en mondæn nord for København.

Skulle Liam O'Connor roaste sig selv, ville det være om netop det.

- Jeg har brugt en stor del af mit liv på - og gået helt vildt meget op i - noget, der er sekundært i dag. Jeg går meget mere op i familielivet end i min karriere, siger Liam O'Connor, der har to små døtre med sin kæreste og en søn fra ægteskabet med tv-vært og iværksætter Christiane Schaumburg-Müller.

- Det der med at være en fandens karl inden for rap ...

Liam O'Connor knækker sammen af grin, da han ser sit liv rulle over nethinden.

- Nu sidder jeg på en christianiacykel for at aflevere hver morgen!

For fire år siden stod Liam O'Connor på scenen i Operaen i København for at hylde - dog camoufleret som en roast - sin gode ven Hadi Ka-koush og hans makker Joel Hyrland, der var nomineret til prisen som Årets Komikere ved det hedengangne Zulu Comedy Galla.

Det mindede ham om dengang, han tog til hiphopjams.

Så da Hadi Ka-koush spurgte, om Liam O'Connor ville varme op for ham, Melvin Kakooza, Mahamad Habane og Joel Hyrland, som var på tour under navnet Bros, tænkte Liam O'Connor, at han ville gøre det helt rigtigt denne gang.

Han tog til nogle open mic-aftener - events, hvor man kan prøve sine jokes af foran et mindre publikum.

Cirka samtidig mistede Liam O'Connor sin irskfødte far, og det rokkede fundamentet i rapperen.

- Han har altid været min største kritiker, fortæller Liam O'Connor.

- Jeg har altid selv skullet være overbevist om det, jeg lavede, før han troede på det. Så hvis jeg skulle rykke på comedyen, skulle jeg være sikker og have styr på det, når jeg konstant har min fars stemme i baghovedet, der siger: "Hvad fanden laver du?!".

- Så der var mange ting, der faldt sammen. Men mest af alt tror jeg, det var et behov for at lave noget, hvor jeg ikke kan gå rundt og spille den sikkert, som man lidt gør med musik efter 25 år.

Mens koncertgængere helst vil høre det gamle, vil comedy-klientellet gerne overraskes.

Det er en dødssynd at genfortælle sine jokes, mens at publikum higer efter hittene til en koncert.

- I musik handler det om gentagelsen - hvis man vel at mærke er heldig nok til at lave et nummer, folk gider have, man gentager. Så det tiltaler mig helt vildt at sige noget, man ikke har hørt før.

- Der er også noget i at få folk til at grine - bifaldene eller tiljublen med musikken bliver på et tidspunkt også forventeligt. Man ved godt, hvad det virker,. Det er det evige dilemma, erkender Liam O'Connor.

Mens det tog tid at slå igennem med musikken, er Liam O'Connor fløjet ind på comedyscenen.

Efterspørgslen har fået ham til at annoncere mange ekstrashows. Men det er samtidig tosidigt.

- Jeg er superglad for interessen. Som jeg siger, så har jeg benyttet mig af det hack at have excelleret inden for et meget snævert felt i 25 år. Det vil jeg råde alle til at benytte sig af for at få solgt nogle billetter - men samtidig kan jeg også mærke, at der er nogle, der måske ikke helt har afstemt, om de har samme humor, lyder det fra Liam O'Connor.

- Der er folk, der kommer og kigger lidt skeptisk: "Hvad er det her egentlig for noget?", og det er jo ikke de ultimative præmisser at lave comedy på. Men jeg vil da hellere det, end at der ikke var nogen, selvfølgelig.

Selv om platformen er ny, er autenticiteten den samme.

- Rap er at holde det ægte. Hvis jeg begyndte at spille dum, ville mine venner hive fat i mig: "Hvem er det der? Det er jo ikke dig!". Comedy kan noget af det samme, men samtidig må det også godt stikke helt af, lyder det fra Liam O'Connor.

- Jeg føler stadig, comedyen er personlig, men det er ikke en til en gengivelse - det skal jeg måske også lige understrege for min kærestes skyld. Hun er fantastisk! Det lyder måske ikke altid sådan, siger Liam O'Connor og griner igen.

Han bruger både sin kæreste, parrets børn, sin søn og sin ekskone i sin standup.

- Det er heldigvis alle sammen mennesker, jeg holder af og har det godt med, og som også kender min humor, så alle har været ret afslappede med det.

- Men min søster har da spurgt, om jeg smider hende under bussen? "Det er ikke utænkeligt, at du bliver nævnt, men det er nok ikke dig, Sarah". Min søn har også sagt: "Du siger noget om mig - det har jeg set på nettet". Men så har jeg sagt til ham: "Det handler ikke om dig, skat". Det forstår han godt.

Constantin har været med far på arbejde nogle gange. Men han vil langt hellere være med backstage til en rapkoncert end til et comedyshow.

- Det er også mere håndgribeligt for ham, at der er nogle, der godt kan lide en sang, end at der er nogle, der siger: "Det var sgu meget sjovt!". Så spørger han: "Hvad var det, der var sjovt, far? Skal du bare stå og snakke eller hvad?". Men han er også meget musikinteresseret, siger Liam O'Connor, som dog håber, at sønnike går i en anden retning.

- Jeg håber faktisk, at han ikke bliver rapper. Men han kan efterhånden et par tekster ...

Trods det nye kapitel som standupper har Liam O'Connor ikke trukket stikket for L.O.C.

- Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med musik. Men jeg gør ikke noget halvhjertet, så jeg har dedikeret al min tid til at dyrke det her og se, hvad det kan, siger han.

- Jeg har et par venner, der hiver i mig en gang imellem: "Er du idiot?! Skal du ikke med i studiet?!, og jeg har da også hoppet med nogle gange, men ikke for at indspille noget. Det har været fedt at dyrke musikken på et plan, hvor man er der af lyst, ikke fordi det skal blive til et eller andet.

- Jeg er sikker på, der er nogle perifere samarbejdspartnere, der har tænkt rigtig meget om comedyen. Men jeg har ikke. Hvis musikken ikke kan stå den prøve, har den ikke haft værdien til at starte med.

Alle afsnit af "Roasted" kan ses på Prime Video.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 09:00

FAKTA: Bly og cadmium er tungmetaller

* Både bly og cadmium er tungmetaller, som kan have skadelige effekter på mennesker.

* Cadmium kan skade nyrerne og kan spille en rolle ved udvikling af osteoporose.

* Hos voksne kan bly skade nyrerne, øge blodtrykket og påvirke evnen til at få børn.

* Hos børn kan bly påvirke indlæringsevne og intelligens.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 09:00

Din fine souvenir kan give tungmetaller i maden

Sergi Reboredo / Vwpics/Ritzau Scanpix

Selv om farverige skåle og fade gør sig godt på bordet, kan de risikere at indeholde tungmetaller, som kan ende i maden.

Smukke glaserede overflader med sirlige snirkler og farverige detaljer. Keramik kan være en tillokkende feriesouvenir på det lokale marked. Så får man på én gang et minde om den lokale kolorit og brugskunst til hjemmet.

Men den kulørte keramik er ikke nødvendigvis skabt med henblik på kontakt med fødevarer. Og det kan give problemer, når du tager den i brug derhjemme.

Sådan lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.

- Glasuren på keramik kan indeholde bly og cadmium, som kan smitte af på fødevarerne. Det er typisk den farvestrålende glasur på keramikken, som afgiver metallerne, skriver Fødevarestyrelsen i et opslag på Instagram.

Bly er et giftigt tungmetal, der kan medføre sundhedsskade selv i ekstremt små mængder. Tungmetallet cadmium ophobes i nyrerne og kan give nyreskader. Det fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Tungmetallerne hjælper med at gøre det muligt at skabe de klare farver i glasuren, forklarer Jens Christiansen, som er sektionsleder på Teknologisk Institut.

- Det er derfor særligt de farverige glasurer, man ved, de bruges i. Men jeg kan ikke udelukke, at man også bruger dem i andre glasurer, siger han.

Foruden skåle kan glasuren være at finde på fade, kopper, kander og vaser.

Og her skal du altså være opmærksom, før du dækker op.

- Tungmetaller er relativt letopløselige i noget, der indeholder syre. Så har du noget stående med citron eller tomatsovs, kan det opløse tungmetallerne, og så trækker de over i maden, forklarer Jens Christiansen.

I Danmark og resten af Europa er mange keramikproducenter gået over til andre typer af glasur.

I 1984 fastsatte EU grænseværdier for afsmitning fra tungmetaller.

Produkter kan dog stadig godt indeholde bly og cadmium, så længe de altså er under grænseværdierne.

- De eksisterende EU-grænseværdier er ved at blive sat ned, da de er for høje og dermed sundhedsmæssigt uacceptable, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at producenterne undlader at bruge bly og cadmium i keramikglasuren.

Du bør særligt være opmærksom på keramikken, når du shopper rundt på markeder og basarer, vurderer Jens Christiansen.

Køber du i egentlige butikker, kan du inden for EU kigge efter glas og gaffelsymbolet, som markerer, at varen er egnet til kontakt med fødevarer.

Herhjemme bør du ifølge sektionslederen også være opmærksom, hvis du køber brugt keramik eksempelvis på et loppemarked.

- I Danmark kan det også være antikt porcelæn, siger Jens Christiansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek