Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

16/03/2025 - 08:00

Sådan udnytter du elprisens nye døgnrytme

Der er penge at spare ved at rykke rundt på strømforbruget nu, hvor solcellerne driver en større del af landets elproduktion.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Landets solcelleanlæg suger nu så mange forårsstråler til sig, at strømmen er blevet billig midt på dagen.

Ændringen rusker op i, hvornår det bedst kan betale sig at sætte vaskemaskinen i gang eller lade elbilen op. Det fortæller Bo Halm Andersen, der er energikonsulent i energiselskabet NRGi.

- Vi skal i gang med at tænke nogle andre vaner ind i vores hverdag, siger han og råder dig til jævnligt at tjekke elprisen, så du hele tiden er opdateret på døgnets svingninger.

Som det ser ud nu, er det ifølge energiselskabet Norlys billigst at tænde for stikkontakterne fra klokken 12 og et par timer frem.

Er du ikke hjemme i det tidsrum, anbefaler Bo Halm Andersen dig at kigge på, hvilke apparater i dit hjem, du kan indstille, så de går i gang på bestemte tidspunkter.

- Vaskemaskinen bør du kunne indstille uden problemer, og jeg tror også, at du kan gøre det med nyere opvaskemaskiner, siger han.

Har du en elbil stående i garagen, kan ladningen af den indstilles til automatisk at begynde, når klokken slår 12.

Du kan også være heldig, at din arbejdsplads har ladestandere til rådighed, som du kan koble elbilen til, mens du er på job, lyder det fra Troels Hartung, der er bæredygtighedschef hos erhvervsorganisationen Tekniq.

- Man kan også sørge for, at man i højere grad bruger weekenden til at lade bilen op, når den alligevel står hjemme i carporten i dagtimerne, siger han.

Varmes dit hus op af en varmepumpe, kan den programmeres til at lune hjemmet godt og grundigt op midt på dagen.

- Du kan give den hele armen på varmen, selv om du ikke er hjemme, fordi varmen bliver i bygningen, fortæller Troels Hartung.

Forbrugere med solceller på taget kan overveje at investere i et batteri, som tanker solenergien i løbet af dagen, så den kan bruges senere.

Der findes også batterier, der lagrer strøm fra elnettet, når prisen er lav, og den slags løsninger forventer Troels Hartung bliver mere udbredte i fremtiden.

- Små decentrale lagre i form af batterianlæg i folks huse giver en hel masse muligheder for at udnytte strømmen bedre, siger han og understreger, at behovet for at få mest ud af energien kun vokser.

- Vores elforbrug stiger kanonmeget de kommende år, fordi vi får endnu flere elbiler og varmepumper. Samtidig får vi mere og mere grøn strøm, og derfor skal vi tilpasse os meget mere, så vi udnytter strømmen bedst muligt, fastslår han.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek