Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/01/2026 - 09:57

Moderaterne tager hop i Voxmeter-måling efter Løkkes USA-besøg

Moderaterne får partiets højeste måling hos Voxmeter siden september 2024, efter at formanden var i USA.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Moderaterne får mandag 5,0 procents vælgeropbakning i den seneste politiske måling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

Det er den højeste måling for partiet siden september 2024. Der er en statistisk usikkerhed på 1,3 procentpoint for Moderaterne i målingen.

Målingen kommer, efter en uge hvor Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, var i Washington D.C. sammen med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

De mødtes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, for at tale om Grønlands fremtid.

Mødet kom i stand, efter at USA's præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om at "få" Grønland.

Senest har Donald Trump truet Danmark og syv andre lande med ekstra told på ti procent fra 1. februar, indtil der er indgået en aftale om amerikansk anskaffelse af Grønland.

Voxmeter-målingen er foretaget i perioden fra mandag 12. januar til og med søndag 18. januar blandt 1007 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

I målingen for en uge siden stod Moderaterne til en opbakning på 3,3 procent.

Ved folketingsvalget i 2022 fik partiet 9,3 procent af stemmerne og gik i regering med Socialdemokratiet og Venstre.

Siden fulgte et væld af interne sager, der fik opbakningen til Moderaterne til at rasle ned, og partiet har i flere Voxmeter-målinger ligget tæt på spærregrænsen på 2,0 procent.

For regeringen samlet set er der også opmuntring at finde i mandagens måling, når man ser det i forhold til de seneste målinger.

Socialdemokratiet står til at få 21,2 procent af stemmerne, mens Venstre bliver målt til 11,0 procent.

Det giver samlet 37,2 procent til regeringen, og det er regeringens bedste måling hos Voxmeter siden juni sidste år.

Der er dog fortsat langt op til resultatet fra seneste folketingsvalg, hvor de tre regeringspartier tilsammen kunne mønstre en opbakning fra 50,1 procent af vælgerne.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek