Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 04/04/2026 - 02:03

Trump: Nedskudt kampfly påvirker ikke forhandlinger med Iran

Et amerikansk kampfly er styrtet ned i Iran, og en pilot savnes fortsat, fortæller flere embedsmænd.

Alex Brandon/Reuters

Af: /ritzau/

Det kommer ikke til at påvirke forhandlinger med Iran, at et amerikansk kampfly er blevet skudt ned over Iran.

Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, i et kort telefoninterview med NBC News.

- Nej, overhovedet ikke. Nej, det er krig, siger Trump.

Han har tidligere sagt, at USA har forhandlet med Iran om at få afsluttet krigen. Iran siger derimod, at der ikke foregår nogen direkte forhandling.

Et F-15-kampfly, der har en besætning på to, er fredag blevet skudt ned over Iran, oplyser embedsmænd fra både USA og Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En af piloterne er reddet, mens eftersøgningen efter den anden fortsat er i gang, lyder det.

Den amerikanske præsident afstod fra at diskutere detaljerne i redningsaktionen i telefoninterviewet med NBC News.

I et andet interview med avisen The Independent blev Trump spurgt om, hvad han vil gøre, hvis den savnede pilot bliver taget til fange af iranerne. Det ønsker han ikke at kommentere, men siger i stedet:

- Vi håber ikke, at det kommer til at ske.

To amerikanske helikoptere, som har deltaget i eftersøgningen efter den savnede pilot, er blevet ramt af iransk ild, men har forladt iransk luftrum, fortæller to amerikanske embedsmænd til Reuters.

Irans Revolutionsgarde oplyser ifølge nyhedsbureauet, at man gennemsøger et område, hvor kampflyet styrtede ned i det sydvestlige Iran.

Den regionale guvernør har udlovet en belønning til enhver, der fanger eller dræber "fjendens styrker."

Ifølge NBC News er det første gang i krigen mod Iran, at et amerikansk fly er styrtet ned inden for Irans landegrænser.

Et andet amerikansk kampfly blev ifølge to amerikanske embedsmænd også skudt ned af Iran fredag. Piloten nåede ud af flyet, før det styrtede ned over Kuwait, skriver Reuters.

USA og Israel indledte krigen mod Iran den 28. februar med omfattende bombardementer mod landet. Krigen har nu varet i omkring fem uger, dræbt tusindvis af mennesker og risikerer at skabe varig skade på verdensøkonomien.

De nedskudte kampfly viser de risici, som amerikanske og israelske fly stadig står overfor mod Iran på trods af påstande fra Trump og hans forsvarsminister, Pete Hegseth, om, at deres styrker har fuld kontrol over luftrummet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek