Tegucigalpa, 24/12/2025 - 23:24
Trumps favorit vinder omstridt præsidentvalg i Honduras
Valgkommission har udpeget Nasry Asfura som vinder af præsidentvalg i Honduras, der blev afholdt i november.
Orlando Sierra/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den konservative præsidentkandidat Nasry Asfura har vundet præsidentvalget i Honduras.
Det meddeler landets valgkommission onsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge kommissionen har Asfura modtaget 40,3 procent af stemmerne, mens liberale Salvador Nasralla har fået 39,5 procent.
Det er mere end tre uger siden, at de honduranske vælgere var ved stemmeurnerne i det latinamerikanske land.
De indledende resultater viste i første omgang nærmest dødt løb mellem Asfura og Nasralla.
Den efterfølgende periode var præget af beskyldninger om valgsvindel og tekniske problemer med systemet til optælling af stemmerne, skriver Reuters.
15 procent af stemmerne måtte herefter tælles manuelt, før at valgkommissionen onsdag kunne udråbe en vinder.
- Honduras: Jeg er klar til at lede landet. Jeg vil ikke svigte jer, skriver Asfura efter offentliggørelsen af valgresultatet i et opslag på det sociale medie X.
Luis Redondo, der er formand for Kongressen i Honduras og medlem af samme parti som Nasralla, bestrider onsdag det netop offentliggjorte valgresultat.
- Det her følger ikke loven. Det har ingen værdi, skriver Redondo på X.
Forud for valget havde USA's præsident, Donald Trump, erklæret sin støtte til den 67-årige Nasry Asfura.
Da valgresultatet ikke var blevet offentliggjort nogle dage efter valghandlingen, hævdede Trump, at kommissionen var stoppet med at tælle stemmer.
- Det ser ud til, at Honduras forsøger at ændre resultatet af præsidentvalget. Er det tilfældet, kommer det til at koste dem dyrt, skrev Trump i begyndelsen af december på Truth Social.
Trump har natten til torsdag ikke kommenteret på valgresultatet. Det har USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
- Honduras befolkning har talt. Nasry Asfura er Honduras næste præsident. USA lykønsker den nyvalgte præsident og ser frem til at samarbejde med hans regering om at fremme velstand og sikkerhed på vores halvkugle, skriver Rubio i et opslag på X.
/ritzau/




