Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

19/03/2023 - 10:00

Oppustet? Dette kan være forklaringen

Alt fra din kost til din sindstilstand kan give udspilet maveskind, fortæller klinisk diætist.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Må du dagligt knappe bukserne op for at give plads til din oppustede mave? Så gør du klogt i at finde ud af, hvad årsagen er.

Det siger Tine Jørgensen, der er cand.scient. i klinisk ernæring og medforfatter til bogen "Fix din fordøjelse".

- Hvis der er tale om en grundtilstand i maven, kan det skyldes en fødevareintolerance, eller det kan være, at du har haft en infektion i maven, som gør, at din tarmflora er lidt ude af balance, siger hun.

Ubalancen kan blive forstærket af det, som du spiser og drikker i hverdagen. Og der er faktisk en hel del af det, som du har i køleskabet, der får dine tarme til at svulme mod undersiden af dit maveskind.

Blandt de sunde syndere peger Tine Jørgensen på grøntsager som kål og asparges. Frugt kan også give oppustethed. Spiser du mange æbler, kan du derfor opleve, at maven vokser.

- De fødevarer indeholder nogle fibre, som er meget fermenterbare, og det får tarmbakterierne til at producere ekstra luft, forklarer hun.

Samme effekt har sukker og de sødestoffer, der findes i sukkerfri produkter som for eksempel tyggegummi.

Derudover har alt, der indeholder kulsyre, tendens til at skabe oppustethed.

- Der er også mange mennesker, der bliver oppustet, hvis de drikker et iskoldt glas vand. Kulden kan godt få din tarmbevægelser til at gå en smule i stå, hvilket gør at maden ligger længere i systemet.

Men inden du omlægger din kost fuldstændig for at få bugt med problemet, anbefaler Tine Jørgensen, at du undersøger din mave nærmere.

Stil dig selv følgende spørgsmål: Er du oppustet allerede, når du vågner om morgenen, eller kommer det først i løbet af dagen? Kommer det i forbindelse med, at du spiser? Opstår oppustetheden i den øvre eller nedre del af maven?

- Hvis det er i den øvre del, kan det være tyndtarmen, den er gal med. Måske tømmes maven ikke ordentligt, eller måske lider du af en fødevareintolerance, siger Tine Jørgensen og fortsætter:

- Sker oppustetheden derimod længere nede, kan det være tegn på et problem i tyktarmen. Det kan også være din bækkenbund, underlivet eller nogle hormoner, der skaber tilstanden i den nedre del af maven.

Spændinger i bækkenbunden eller menstruation kan for eksempel være forklaringen på, at du bliver oppustet. Men årsagen kan også findes i dit psykiske ve og vel.

- Stress kan lukke ned for vores tarmbevægelser, fordi kroppen konstant er i et højt beredskab. Det får tarmene til at gå i stå, og dermed beholder du maden længere tid i tarmene, hvor det ligger og gærer ekstra meget, siger Tine Jørgensen.

Samtidig slår hun fast, at det er umuligt helt at komme udenom en vis grad af oppustethed i det daglige.

- Særligt unge kvinder kan tænke, at deres maver skal ligne et vaskebræt hele døgnet. Men vi kan ikke undgå, at vi bliver en smule oppustede. Vi har jo tarme. Det må bare ikke gøre ondt, og det må ikke ligne, at du er gravid i fjerde eller sjette måned, siger hun.

/ritzau fokus/


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek