Fredericia, 27/02/2026 - 12:40
Et dødsfald førte politiet til fund af ulovlige våben
En mand er varetægtsfængslet for ulovlig våbenbesiddelse. Våben blev fundet, da politiet tog ud til dødsfald.
Af: /ritzau/
Et dødsfald har ført politiet til fund af ulovlige våben i Fredericia.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Torsdag rykkede politiet ud til en adresse på Ansgarsvej, i forbindelse med at en person var fundet død, og senere samme dag gjorde Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) politiet selskab.
For på adressen blev der fundet flere ulovlige våben.
- Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet, ud over at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen, siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi i meddelelsen.
Politiet vurderer, at der ikke ligger nogen strafbar handling bag dødsfaldet.
En mand på 55 år fra Fredericia blev fredag ved Retten i Kolding varetægtsfængslet for ulovlig besiddelse af våbnene. De blev fundet dels i mandens bil på Østjyske Motorvej ved Horsens Syd og dels på adressen på Ansgarsvej.
Det fremgår af politiets meddelelse ikke, hvordan manden forholdt sig til sigtelsen om våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Det er også uvist, om manden har kæret kendelsen om fængsling.
Politikredsen vil ikke oplyse, hvilken type våben der var tale om, men der er tale om "adskillige våben med tilhørende ammunition". Hvad mandens forbindelse til den dødfundne person var, vil politiet ikke sige.
/ritzau/




