Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 27/01/2026 - 00:15

Kæmpe krigsskib fra USA ankommer til Mellemøsten efter Iran-uro

Trump har flere gange truet med at angribe Iran på grund af præstestyrets nedkæmpelse af protester i landet.

Fazry Ismail/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det amerikanske hangarskib USS "Abraham Lincoln" er mandag ankommet til Mellemøsten.

Det oplyser U.S. Central Command på det sociale medie X.

U.S. Central Command er en kommando i det amerikanske forsvarsministerium med ansvar for indsatsen i Mellemøsten.

Det atomdrevne hangarskib transporterer normalt flere tusinde soldater og en række af kampfly, og det ledsages af flere skibe.

Det er blevet sendt til området, mens Iran har slået hårdt ned på demonstrationerne mod præstestyret i landet.

U.S. Central Command skriver på X, at krigsskibet i øjeblikket er "udsendt til Mellemøsten for at fremme regional sikkerhed og stabilitet".

Det står ikke klart, hvor i Mellemøsten skibet er blevet sendt hen.

USA's præsident, Donald Trump, sagde i sidste uge, at USA har en massiv flåde på vej mod regionen.

- Vi holder øje med Iran. Som I ved, har vi mange skibe på vej i den retning, bare for en sikkerheds skyld. Vi har en stor styrke på vej mod Iran.

- Jeg vil helst ikke se, at der sker noget, men vi holder meget nøje øje med dem, sagde Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, da han fløj hjem fra World Economic Forum i Davos, Schweiz.

Trump har gentagne gange advaret Iran om, at hvis demonstranter blev dræbt, ville USA gribe ind militært.

For nylig trak Trump lidt i land. Det skete, efter at Iran ifølge Det Hvide Hus havde sat en stopper for planlagte henrettelser af demonstranter, som var blevet tilbageholdt.

Demonstrationerne i Iran begyndte i slutningen af december og spredte sig hurtigt.

Det amerikansk-baserede Human Rights Activists News Agency oplyser mandag, at det havde bekræftet næsten 6000 dødsfald i bølgen af protester, som blev slået ned af Irans sikkerhedsstyrker.

Organisationen understreger, at det reelle tal kan være flere gange højere, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek