Washington D.C., 02/03/2026 - 22:25
USA's militær opjusterer dødstal til seks efter fund af to lig
Ligene af to forsvundne amerikanske soldater er blevet bjærget, så USA nu har mistet seks soldater.
Af: /ritzau/
Det amerikanske dødstal i militæroperationen i Iran er opjusteret fra fire til seks soldater.
Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, mandag klokken 22.00 dansk tid på det sociale medie X.
- Seks amerikanske soldater er blevet dræbt i kamp.
- Amerikanske styrker har for nylig bjærget resterne af to tidligere forsvundne soldater fra et anlæg, der blev ramt under et af Irans første angreb i regionen, skriver Centcom.
Centralkommandoen skriver videre, at identiteten på de to døde soldater vil blive tilbageholdt i 24 timer.
USA indledte lørdag morgen et storstilet luftangreb mod Iran i samarbejde med Iran. Siden er flere højtstående iranske ledere blevet dræbt. Blandt andre Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Iran har som modsvar til de israelske og amerikanske angreb angrebet både mål i Israel og en række lande, hvor der ligger amerikanske militærbaser.
/ritzau/




