Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brøndby, 13/06/2019 - 08:00

Stjernebesøg skal forhøje dansk dartfeber

Medlemstallet i Dansk Dart Union er næsten fordoblet. Muligheden for at se de største dartstjerner på dansk jord kan booste fremgangen yderligere.

Af: /ritzau/

Rob Cross, Michael Smith og Adrian Lewis er bare nogle af de tidligere verdensmestre eller VM-finalister, der 14.-16. juni kommer til Danmark, når der spilles Danish Darts Open i Brøndby Hallen.

For andet år i træk er Danmark vært for en af sæsonens 13 turneringer på PDC European Tour, hvor 48 af de bedste dartspillere kaster pile om kolde kontanter og om at sikre adgang til europamesterskabet.

Siden 2014 har flere af de største dartturneringer i verden været transmitteret på Viasats kanaler, og det har øget interessen for sporten, der tidligere mest havde renommé for at være et bodegaspil.

Dansk Dart Union (DDU) nyder også godt af en stigende offentlig interesse for sporten. Unionens medlemstal er steget ti år i træk og er næsten fordoblet. I 2018 var der 3371 medlemmer mod 1719 medlemmer i 2008.

- Man kan godt tale om en dartfeber i Danmark, siger Mikkel Syberg Henriksen, der er udviklingskonsulent i DDU.

Feberen har spredt sig via tv-dækningen, og en stor turnering på dansk jord hjælper kun sporten yderligere på vej.

- Der er ingen tvivl om, at Danish Darts Open medvirker til medlemsfremgang. Turneringen skaber en masse omtale og fanger nye folk uden for dartmiljøet på grund af det festmiljø, der er omkring en koncentrationssport, men hvor tilskuerne gerne må larme.

- Så stemningen sammenholdt med, at det er en actionpræget sport, hvor hvert sæt kun tager få minutter, er med til at gøre sporten mere populær, siger Mikkel Syberg Henriksen.

Sidste år overværede i alt 12.000 tilskuere de seks sessioner ved Danish Darts Open, og i år håber man på at se en øget tilstrømning af tilskuere.

Det siger Michael Frydendahl, der er ekspertkommentator på tv og er formand for PDC Nordic & Baltic, der er medarrangør af Danish Darts Open.

- Jeg vil godt kalde vores første år for en succes, og jeg håber, at vi i år kan sælge 15.000 billetter, så vi kan vise, at vi er et voksende dartland og også kan være vært for European Tour-events i fremtiden, siger Michael Frydendahl.

I alt er der cirka 18.000 billetter til Danish Darts Open 2019.

Tilskuerne kommer dog næppe til at se danskere spille en stor rolle i turneringen. De bedste danskere er nede i en bølgedal sammenlignet med den internationale top, men manglen på lokale topspillere får næppe indflydelse på, om verdensstjernerne også i fremtiden kommer til Danmark.

- Det er ikke en forudsætning, at man skal have topspillere for at have en turnering på European Tour. Men håbet er da, at turneringen kan være med til at motivere de største talenter til at bruge den tid og de penge, det kræver at komme med helt frem, siger Michael Frydendahl.

På tv-billederne fra de store dartturneringer i udlandet ses det tydeligt, at publikum har en fest imens. Øllene ryger indenbords og fungerer som smørelse til stemmebåndene, inden diverse slagsange gjalder i dartarenaerne.

Rammerne omkring kampene er stærkt medvirkende til at sælge det forholdsvis simple spil, vurderer Michael Frydendahl.

- Sidste år i Brøndby Hallen snakkede jeg med mange mennesker, der ikke så dart, før det begyndte at komme mere fast på tv. De havde set en kæmpe fest på deres skærm, og det ville de gerne selv være en del af.

- Selv om der er mange dygtige dartspillere, og der bliver spillet på et meget højt niveau, er festen afgørende for at lokke mange mennesker til, siger han.

Førstepræmien ved Danish Darts Open er over 210.000 kroner. Turneringen bliver uden verdensetteren Michael van Gerwen, der har meldt afbud, da han ligger komfortabelt i regnskabet om EM-billetter.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek