København, 16/01/2023 - 07:16
Løkke overlader driften af Løkkefonden til sin datter
Udenrigsministerens fond arbejder for at bringe unge drenge væk fra samfundets kant og ind i fællesskabet.
Af: /ritzau/
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er stoppet som formand for Løkkefonden.
I stedet er det hans datter, Lisa Løkke Rasmussen, der skal drive fonden videre.
Det oplyser Moderaternes pressechef, Stefan Hvenegaard, til mediet Finans.
- I lighed med sidste gang Lars Løkke Rasmussen var minister, er han trådt tilbage som formand for Løkkefonden, lyder det fra Stefan Hvenegaard i en mail til Finans.
Udenrigsministerens fond arbejder for at bringe unge drenge væk fra kanten og ind i fællesskabet.
Da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister i 2015, overlod han formandskabet i Løkkefonden til sin kone, Sólrun Jákupsdóttir Rasmussen.
I maj 2022 genoptog han dog arbejdet i fonden som bestyrelsesformand.
Lars Løkke Rasmussen forlod også sit job som speciel seniorrådgiver hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, da han blev udnævnt til udenrigsminister.
/ritzau/




