Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/03/2023 - 08:18

Sussie fra Dansegarderoben: Jeg vil åbne de usynlige pigers munde

Skuespillerinden Marie Bach Hansen gik nærmest i ordets bogstavelige forstand ind i rollen som danseren Sussie i TV 2-serien "Dansegarderoben" med hud og hår.

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Det er ikke Cirkusrevyens stjerner, men derimod danserne bag revylegenderne, der er stjernerne i TV 2's anmelderroste dramasatsning "Dansegarderoben".

Serien udspiller sig i 70'erne og skildrer blandt andet overgreb og sexisme, der forties af tavshedskulturen, som hersker af frygt for repressalier.

I front for fortællingen står skuespillerinden Marie Bach Hansen i rollen som Sussie.

- Det er privilegiet som skuespiller at få lov til at give dem, man ikke har hørt i det daglige, en stemme, siger hun og fortsætter:

- Det syntes jeg, var en smuk tanke, og det giver så meget mening. Jeg havde helt vildt lyst til at være med til at åbne de usynlige pigers munde. Min karakter er ret isoleret i skyld og skam. Men det viser sig, at hun ikke er alene.

Sussie, som Marie Bach Hansen spiller, bliver udsat for partnervold og bliver tvunget til at komme op med dækhistorier over, hvorfor hun kommer på arbejde med blå mærker og blodige skrammer.

Inden optagelserne fik Marie Bach Hansen klippet tungt pandehår, og i sminken fik hun et tykt lag makeup på, så Sussie fik et slags skjold, som kunne skjule smerten i hendes øjne.

- Jeg synes, det har været fantastisk at få en maske på og stille mig til rådighed for fortællingen, siger Marie Bach Hansen og fortsætter:

- Heldigvis kan jeg godt privat også lide at lege med looks. Jeg synes faktisk, det er ret sjovt - det er sikkert også derfor, jeg blev skuespiller, funderer hun.

Marie Bach Hansen gik nærmest i ordets bogstavelige forstand ind i rollen med hud og hår.

- Jeg er selv meget social og ville normalt stå og hygge, pjatte og drikke kaffe med de andre i pauserne på optagelserne.

- Men nogle gange har jeg lige været nødt til at trække mig lidt inden en scene, hvor Sussie har skullet være ensom og isoleret, for at huske på hende, fortæller Marie Bach Hansen.

De otte dansere har hver deres historie og hemmeligheder. Men med tiden finder de styrken i sammenholdet, og det giver dem modet til at forandre den situation, de er i.

Marie Bach Hansen håber, at styrken i fællesskabet skinner gennem skærmen.

- For mig er det i virkeligheden fortællingen i serien: At vi ikke kan klare alt alene, men at vi skal række ud og dele. Vi har brug for hinanden, siger hun.

"Dansegarderoben" kan ses på TV 2 søndag den 12. marts klokken 20.00, mens at næste uges afsnit fra samme dag er tilgængeligt på TV 2 Play.

/ritzau/

København, 27/10/2025 - 15:44

Eske Willerslev: Jeg har aldrig lukket et filmhold så tæt ind på livet

En dokumentarfilm om Eske Willerslev og hans arbejde med at kortlægge arvemassen fra forhistoriske mennesker kommer både tæt på forskningen og mennesket bag.

Hvem er vi, og hvor kommer vi fra?

Det er nogle af de store spørgsmål, som DNA-forsker Eske Willerslev vil forsøge at finde svarene på med et internationalt hold af forskere i ryggen.

Et arbejde, som er blevet fulgt tæt af et kamerahold, og som har resulteret i dokumentarfilmen "Human Race", der har biografpremiere 30. oktober 2025.

Det skriver producenten Move Copenhagen i en pressemeddelelse.

Det er ikke blot den videnskabelige proces, der bliver fulgt.

Filmen kommer også tæt på den 54-årige DNA-forsker og skildrer ambitioner, tvivl og den pris, han må betale i sin søgen efter at forstå menneskets oprindelse, lyder det.

- Jeg har aldrig før lukket et filmhold så tæt ind på livet som med "Human Race", siger Eske Willerslev i pressemeddelelsen og fortsætter:

- De har fået lov til at filme både de gode stunder, og når det gør rigtig ondt.

Over en periode på fem år har instruktøren bag filmen, Simon Lec, fulgt Eske Willerslevs arbejde med at kortlægge arvemassen fra 5000 forhistoriske mennesker.

- Filmen handler om det dybt menneskelige i videnskaben. Bag tallene og resultaterne ligger en længsel efter at forstå, hvem vi er - ikke kun som art, men som individer, siger Simon Lec i pressemeddelelsen.

Eske Willerslev har som DNA-forsker, uddannet biolog og som professor ved Københavns Universitet formidlet sin viden gennem blandt andet foredrag, bøger og dokumentarfilm.

Han har udgivet bøgerne "Det er et fucking eventyr! Med DNA-forskeren på sporet af mennesket" og "Jagten på verdens ældste DNA", som også er lavet som en dokumentarfilm.

Derudover har han skrevet bogen "Historien om det hele: Fortællinger om magi og videnskab" sammen med forfatter Kristian Leth.

I 2024 modtog han Albert Einstein World Award of Science for sit arbejde inden for evolutionær genetik og DNA.

/ritzau/

Læs Mere >>

Odense, 27/10/2025 - 12:00

International hitmaskine indtager Tinderbox

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Den amerikanske rapstjerne Pitbull er præsenteret som det andet navn på plakaten til Tinderbox-festivalen 2026.

Den amerikanske rapper og sanger Pitbull indtager festivalen Tinderbox i Odense til juni.

Det bekræfter Tinderbox i en pressemeddelelse.

Pitbull har gennem tiden leveret numre som "Timber", "Give Me Everything" og "Fireball" til hitlisterne.

Hitmaskinen var senest i Danmark i juni 2025.

Her spillede han for en udsolgt Royal Arena i København som led i sin Party After Dark-turné.

Pitbull er opvokset i den amerikanske storby Miami i Florida som søn af cubanske forældre.

Han udgav i 2004 sit debutalbum "M.I.A.M.I.", mens hans seneste album udkom i 2023.

I løbet af sin karriere har Pitbull udgivet musik sammen med internationalt kendte kunstnere som Chris Brown, Ne-Yo og Enrique Iglesias.

44-årige Pitbull med det borgerlige navn Armando Christian Pérez modtog i 2016 en Grammy-pris for sit album "Dale".

I 2018 varmede han op for popstjernen Britney Spears til hendes koncert i Oslo.

På den odenseanske festival Tinderbox kommer han på plakaten sammen med blandt andet det danske fremadstormende band Aphaca, der som de første blev præsenteret som en del af næste års program.

Der er endnu ikke annonceret flere navne til 2026-udgaven af festivalen, der finder sted i Tusindårsskoven i Odense fra 25. til 27. juni.

Tinderbox har tidligere kunnet præsentere større internationale navne som en del af festivalens lineup.

I sommeren 2025 lagde den australske popstjerne Kylie Minogue vejen forbi.

Det samme gjorde den svenske sanger Zara Larsson i 2022.

Den amerikanske rapper og sanger Post Malone var præsenteret som et af navnene i 2020.

Koncerten blev dog annulleret, da festivalen det år blev aflyst på grund af coronapandemien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 14:46

Beskyt dig selv og andre mod vinterens væmmelige virus

Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Kulde og dalende temperaturer er vand på influenzaens mølle. Husk at tage dine forhåndsregler, når sæsonen for løbende næser begynder.

Efterårets temperaturskift giver influenzaen sit snit til at slå til.

Sæsoninfluenza rammer 5-15 procent af befolkningen fra december til marts ifølge Patienthåndbogen, som staten, regionerne og kommunerne står bag.

Men hvordan giver du dig selv de bedste forudsætninger for ikke at blive smittet, og hvordan kommer du bedst igennem, hvis du alligevel bliver ramt?

Sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen Karen Geismar oplyser i et skriftligt svar, at du ikke skal opfinde den dybe tallerken, da du nok er bekendt med anbefalingerne i forvejen.

Hun minder om at huske at vaske hænder ofte eller desinficere dem med sprit. Nys og host i ærmet, luft ud, og lav gennemtræk, gør rent på overflader - og ikke mindst bliv hjemme, hvis du føler, at noget er på vej.

Desuden foreslår hun, at du bliver vaccineret mod influenza og covid-19, hvis du er i en målgruppe, der er i forhøjet risiko for at blive smittet.

Det drejer sig især om ældre over 65 år og folk med kroniske sygdomme eller nedsat immunforsvar.

Hvis du bliver smittet, er det vigtigt at acceptere, at kroppen har brug for ro.

Ikke kun for din egen skyld, men også for alle andre, der risikerer at lide samme skæbne. Du skal derfor ikke møde op på arbejde med feber og stoppet næse.

Det fortæller Stine Fabricius, der er farmaceut og sundhedsfaglig konsulent hos Apotekerforeningen.

- Kroppen skal have ro og hvile, når den er syg. Så nytter det ikke noget at tro, at du kan fungere som normalt. Så bliv hjemme, når du er syg. Så undgår du også at udsætte andre for smittefare, siger hun og fortsætter:

- Sørg for at få nok at drikke, så du ikke dehydrerer, især hvis du har høj feber. Og husk at få sovet. Søvn er utrolig vigtigt, når kroppen skal restituere, og risikoen for at blive smittet er højere, hvis du er i søvnunderskud.

Fordi influenza er en virus, kan den ikke behandles med antibiotika, og det er begrænset, hvad der kan gøres, når du er gået ned med feber, ømme muskler og led og dundrende hovedpine.

- Et stærkt immunforsvar hjælper både til at mindske risikoen for at blive smittet og bekæmpe sygdommen, hvis du bliver ramt. Du kan styrke dit immunforsvar gennem sund og varieret kost samt nok søvn.

- Der findes ingen genveje gennem influenza, men du kan gøre forløbet lettere og undgå at smitte andre, hvis du passer på dig selv, bliver hjemme og giver kroppen ro og tid til at bekæmpe infektionen, siger Stine Fabricius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 14:45

FAKTA: Værd at vide om sæsoninfluenza

* Hvert år smittes mellem 5 og 15 procent af danskerne af sæsoninfluenza i løbet af vinteren.

* Symptomer er høj feber, kulderystelser, hovedpine, manglende appetit, muskel- og ledsmerter samt tør hoste. Ofte efterfulgt af uger med træthed.

* Influenza smitter via dråber fra hoste og nys samt via hænder og berøring af overflader. Man kan smitte andre fra et døgn før symptomerne og op til seks dage efter.

* Antibiotika virker ikke mod influenza. Vejen til at blive rask er hvile, væske og at lade kroppen komme sig. Antiviral behandling bruges typisk kun til risikopatienter.

* Du kan forebygge influenza gennem god håndhygiejne, at hoste i ærmet, lufte ud og blive hjemme, hvis du er syg.

* Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination til alle over 65 år, gravide i 2.-3. trimester, samt personer med kroniske sygdomme og/eller nedsat immunforsvar.

Kilder: Statens Serum Institut og sundhed.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek