Teheran, 06/04/2026 - 17:45
Iran afviser USA's forslag til våbenhvile
Krigen kan ende hurtigt, hvis iranerne gør, hvad de skal, siger Trump og fastholder frist for aftale tirsdag.
Nathan Howard/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Iran afviser et forslag fra USA om våbenhvile og understreger nødvendigheden af en permanent afslutning på den krig, som USA og Israel indledte for godt fem uger siden.
Det skriver det statslige iranske nyhedsbureau Irna mandag ifølge Reuters.
Men USA's præsident, Donald Trump, understreger over for journalister ved Det Hvide Hus mandag, at tirsdag er den endelige tidsfrist for Iran.
- Krigen kan ende meget hurtigt, hvis de gør det, de bliver nødt til at gøre. De skal gøre visse ting. De ved det, de har så vidt vides forhandlet i god tro, siger han.
Han tilføjer, at USA har nærstuderet et iransk modforslag.
- De er kommet med et forslag, og det er et betydeligt forslag. Det er et betydeligt skridt. Men det er ikke godt nok, siger Trump.
Præsidenten ventes at uddybe, når han holder et pressemøde, der er varslet til at finde sted mandag klokken 19 dansk tid.
Tidligere har han sat frister for genåbningen af det vigtige Hormuzstræde, men har så rykket fristerne.
Irans svar på forslaget om våbenhvile består af ti punkter, herunder en afslutning på konflikterne i regionen, bestemmelser om sikker passage gennem Hormuzstrædet, ophævelse af sanktioner samt genopbygning, skriver Irna.
Iran "fastholder behovet for en definitiv afslutning på konflikten", skriver det iranske nyhedsbureau.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvilke betingelser USA havde opstillet for at stoppe angrebene mod Iran.
Iran har meddelt sit svar via Pakistan, der mægler i konflikten.
Tidligere mandag sagde kilder til det amerikanske medie Axios, at USA, Iran og regionale mæglere forhandler om en mulig 45-dages våbenhvile, som kan føre til en permanent afslutning på krigen i Mellemøsten.
Ifølge de fire unavngivne amerikanske, israelske og regionale kilder med kendskab til forhandlingerne har parterne drøftet betingelserne for en todelt aftale.
Første fase skulle ifølge forslaget være en 45-dages pause i kamphandlingerne, hvor en permanent afslutning på krigen vil blive forhandlet.
Våbenhvilen kan blive forlænget, hvis der er behov for yderligere tid i forhandlingerne, lød det.
Det Hvide Hus har understreget, at Trump endnu ikke har underskrevet nogen aftale.
- Dette er en af mange idéer, siger en regeringsembedsmand til nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/




