Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/01/2024 - 10:00

Boost din opsparing ved at lade din konto gå i nul

På tre år sparede Pernille Oldgaard og hendes mand en million kroner op. I ny bog deler hun privatøkonomiske hacks, der giver plus på bankkontoen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Overblik er nøglen til at få en sund økonomi.

Det er den gennemgående pointe i en ny bog med gode råd til, hvordan du får hverdagens pengestrømme til at flyde i en gunstig retning.

Bogen hedder netop "Overblik - alt du skal vide om hverdagsøkonomi" og er skrevet af Pernille Oldgaard. Hun er privatøkonomisk rådgiver og indehaver af instagramprofilen Moneymum, hvor hun deler tips om, hvordan du får mest ud af dine kroner og øre.

- Det er vigtigt at få sat en struktur for din økonomi, hvor du faktisk ved, hvad du bruger sine penge på, siger Pernille Oldgaard og fortsætter:

- Det var noget, der kom bag på mig selv, da jeg opdagede det i vores egen økonomi. Vi havde mellem 30.000 og 35.000 kroner til rådighed hver måned, og de forsvandt bare, uden at vi på nogen måde levede ekstravagant.

Pernille Oldgaard besluttede sig for at ændre drastisk på familiens pengevaner. Et vigtigt værktøj i det arbejde blev at skrue familiens budget sammen på en ny måde.

Konkret satte hun et loft for, hvor mange penge familien måtte forbruge om måneden. I begyndelsen lå beløbet på 12.000 kroner. Senere blev det sat op til 15.000, da parret fik sit andet barn.

- Det loft betød, at vi lige pludselig gik fra ikke at spare penge op til at kunne spare mellem 20.000 og 25.000 kroner om måneden, fortæller hun.

Tre år senere stod der en million kroner på opsparingskontoen, og ifølge Pernille Oldgaard lykkedes det uden følelsen af at skulle leve skrabet eller undvære noget i hverdagen.

Vil du gøre hende kunsten efter, er første skridt, at du sætter dig ned og gennemgår dit forbrug for det seneste år.

- Det er virkelig ikke særligt sjovt at skrive ned i forskellige kategorier, hvad du har brugt dine penge på. Rigtig mange får et chok, men du er nødt til at se dit forbrug i øjnene for at kunne ændre det, siger Pernille Oldgaard.

Kig dernæst på listen over udgifter med blik for, om der er nogle af dem, du i fremtiden kan skrue ned for. Når du har gjort det, laver du et regnestykke, hvor du har en plan for hver en krone af de penge, du tjener. Metoden kaldes "Zero Based Budget", fordi målet er, at din budgetkonto går i nul hver måned.

- Alle vores indtægter går ind på en fælles konto, hvorfra alle regninger bliver betalt. Derfra overfører vi et fast beløb til forbrug, som for os ligger på 15.000 kroner. Resten overfører vi til vores opsparing, fortæller Pernille Oldgaard fortsætter:

- Det er faktisk en metode, som mange store virksomheder bruger til at styre likviditeten på, men den kan også bruges i privatøkonomien

For at metoden skal virke, er det afgørende, at du løbende holder øje med, om dit budget holder.

- Hver måned sætter jeg ti minutter af til at se, om det, vi har budgetteret med, passer med virkeligheden. Det er også en måde at opdage prisstigninger på, siger hun.

Derudover vurderer hun, om der er noget, der kan skæres fra - for eksempel et abonnement, som ikke bliver brugt.

- Vi køber alle så mange ting, vi ikke har brug for. Derfor er det en kæmpe øjenåbner at se sit forbrug i øjnene, så du kan ændre på din økonomi og begynde at spare op, fastslår Pernille Oldgaard.

/ritzau fokus/

København, 21/06/2025 - 14:51

Lars Hjortshøj: Livet overgår mine forventninger

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Lars Hjortshøj troede, at han skulle læse dansk og have et almindeligt arbejde. Det var, inden han fandt forløsningen i at optræde, siger han til TV 2.

Komikeren Lars Hjortshøj troede, at han skulle læse dansk på universitetet og have det, han beskriver som et helt almindeligt arbejde som resten af hans familie i Jylland.

Det fortæller den 58-årige kendis i et interview med TV 2.

For det er tydeligt, hvis man har tændt fjernsynet, at det ikke er endt sådan.

- Mit liv overgår meget de forventninger, jeg havde som ung, siger Lars Hjortshøj til mediet.

I 1992 vandt han den første udgave af DM i standup, og siden da har han levet af at være sjov.

Han husker tiden derefter som nogle vilde år med sprut, damer og succes. Og hovedet oppe i egen tarm, som han siger det til TV 2.

Siden begyndte han også at lave tv. Og netop nu er han både aktuel på skærmen og på standupscenen.

Han er på turné med onemanshowet "Plat og krone", og så er han blandt deltagerne i TV 2's kreative underholdningsprogram "Stormester".

Kærligheden til at optræde fandt han, mens han gik på efterskole og med egne ord var en kejtet fyr med togskinner, fortæller han til TV 2.

- Det var en måde at finde en eller anden forløsning. Jeg kan stadig lukke mig helt inde i en osteklokke på scenen, siger han til mediet.

I privaten danner han par med Camilla Skjødt Rønsgaard, der omkring årsskiftet fødte komikerens tredje barn.

Han har også datteren Emma på 27 år og sønnen Oscar på 24 fra sit ægteskab med Tina Bilsbo, som han blev skilt fra i 2021 efter 26 år sammen.

Og med både et nytilkommet barn og et barnebarn lød det i 2024, at der fremover skulle være mere ro på.

- Livet er jo fuld af overraskelser og tilfældigheder, sagde han til Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

Seoul, 21/06/2025 - 10:48

Sidste medlem af populær K-pop-gruppe afslutter værnepligt

Lee Jin-Man/Ritzau Scanpix

Med afslutning af civil værnepligt for sidste gruppemedlem synes vejen banet for et snarligt BTS-comeback.

Det sidste medlem af den syv mand store K-pop-gruppe BTS har lørdag aftjent sin værnepligt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, mens forventningerne om et snarligt comeback til den populære gruppe tiltager.

Lørdag er således den dag, hvor rapperen Suga officielt fritages for tjeneste. Suga har gjort civil tjeneste som et alternativ til at tjene i det sydkoreanske militær.

Værnepligt er obligatorisk for alle raske mænd mellem 18 og 28 år i Sydkorea. Tjenesten kan vare 18 måneder eller mere. Sugas civile tjeneste skyldes angiveligt en skulderskade, melder lokale medier.

Der er ikke planlagt nogen offentlig markering af Sugas afsluttede tjeneste, som det ellers var tilfældet for andre BTS-medlemmer.

Det skyldes bekymringer for, hvor mange der kunne tænkes at møde op ved en sådan begivenhed.

- Vi bekræfter, at Suga i praksis afsluttede sin alternative tjeneste 18. juni ved at bruge sin tilbageværende orlov, skriver BTS' pladeselskab, Big Hit Music, i en meddelelse.

- Hans officielle dato med fritagelse for tjeneste er 21. juni.

K-pop er en af Sydkoreas største kulturelle eksportvarer.

Både nationalt og internationalt er BTS blevet en enorm succes og er kendt for sange som "Dynamite" og "Butter".

Boybandet har holdt pause siden 2022, fordi alle bandets syv medlemmer har måttet aftjene værnepligt.

Da to andre medlemmer af gruppen tidligere i juni afsluttede deres værnepligt, havde hundredvis af fans og en række journalister samlet sig nær de baser, hvor de havde gjort tjeneste.

Flere fans var ifølge nyhedsbureauet AP rejst fra lande som Mexico, Tyrkiet og Brasilien for at få et glimt af deres idoler, og der udbrød jubel, da BTS-medlemmerne ankom.

Det er uvist, præcis hvornår BTS gør comeback. Flere unavngivne kilder siger til The Korea Herald, at det kan ske i marts 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/06/2025 - 10:00

FAKTA: Analogt fotografi

* Hvis du ikke vil bruge telefonen til feriebilleder, er en anden simpel løsning at bruge et klassisk analogt kamera med film.

* Mange har en idé om, at mobilernes kameraer er blevet lige så gode, men de har ikke helt overgået det, som film kan, og hvordan det kan fange en scene.

* Du skal bruge et analogt kamera, fordi du værdsætter billederne lidt mere, når du kun har 27 eller 36 forsøg, der normalt følger med en rulle film, i stedet for flere hundrede.

* Da det kan være lidt svært at styre, hvad der kommer i fokus, rådes du til at bruge to til tre forsøg på det, du vil fotografere.

Kilde: Daniel Schäfer Jensen, fotograf og kreativ chef for kommunikationsbureauet 24Copenhagen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/06/2025 - 10:00

Optimer dine feriebilleder med disse simple tricks

Peter Kneffel/Ritzau Scanpix

Ifølge fotograf kan du tage nogle rigtig gode feriebilleder med din telefons kamera, så længe du tager dig tid til at justere lys og fokus.

Klik, klik, klik, klik, siger det, mens du holder telefonen op foran dig for at forevige den flotte solnedgang og håber på det bedste.

Ofte ender den slags feriebilleder uset i en overfyldt kamerarulle.

Daniel Schäfer Jensen, der er fotograf og kreativ chef for kommunikationsbureauet 24Copenhagen har nogle simple tricks, der kan hjælpe dig med at indkapsle dine ferieminder på telefonen, så du rent faktisk gider kigge på dem igen.

- Mit bedste råd er, at du holder fingeren inde på det, du vil have i fokus, så det kan stå skarpt, siger han.

Når du har valgt, hvad der skal være i fokus, er eksponeringen det næste vigtige element.

- På en iPhone kan du holde fingeren inde på skærmen, så der dukker en gul firkant op på skærmen. Nu kan du skrue op og ned for lyset ved at bevæge fingeren op og ned.

- Telefonen gør ofte billedet lidt lysere af sig selv, så du skal gerne gøre det lidt mørkere selv, så det ser mere naturligt ud og kommer til at ligne traditionelle billeder, lyder rådet fra fotografen.

Jo mørkere du tager billedet, jo bedre mulighed giver du kameraet for at tage billedet i højeste kvalitet.

Hvis du har en telefon med flere kameraer, foreslår han, at du bruger et par ekstra sekunder på at lege med de forskellige perspektiver, hvis du for eksempel kan zoome to eller fem gange.

- Hvis du træder længere væk fra det, du fotograferer, og zoomer ind, kommer baggrunden til at virke større.

- Hvis det er en scene, hvor du ikke vil have alt med, men fokusere på mennesker og minder, anbefaler jeg at zoome ind, siger han.

Men hvis du vil zoome, anbefaler han generelt, at du holder dig til telefonens standardindstillinger.

Zoom kan også bruges effektivt, hvis du tager billeder af natur og landskaber.

- Mange er tilbøjelige til at zoome ud, når de tager landskabsbilleder, fordi de gerne vil have det hele med. Men hvis du vil have den følelse, som du ser med øjet, bør du zoome ind.

- På den måde ser det mere komprimeret ud. Gør du det, hvis du for eksempel tager billeder af et bjerg, kommer det til at se større ud, siger Daniel Schäfer Jensen.

Uanset hvad du tager billeder af, er det dog godt at have mennesker med på billederne. Det giver et godt billede af størrelsesforholdet mellem personer, objekt og landskab.

Her er det vigtigt at overveje personernes placering.

- Prøv at placere dem, så der ikke er noget, der forstyrrer i baggrunden, så der bliver rene linjer og simplicitet. Undgå, at der står en lygtepæl bagved, som stikker op af deres hoved.

- Bruger man en mur som baggrund, stiller folk sig typisk helt op ad den, men du skal hellere stå længere væk, så der kommer en naturlig dybde i billedet, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek