Islamabad, 11/04/2026 - 11:18
Forud for mulige forhandlinger: Iran har mødtes med premierminister
USA og Iran er inviteret til Pakistan for at deltage i fredsforhandlinger. Det er uvist, om de finder sted.
Pakistan''s Ministry Of Foreign A/Reuters
Af: /ritzau/
En iransk delegation har lørdag mødtes med Pakistans premierminister forud for mulige fredsforhandlinger med USA.
Det melder stats-tv ifølge nyhedsbureauet AFP.
Parterne er inviteret til den pakistanske hovedstad, Islamabad, af premierminister Shehbaz Sharif.
Han har forud for forhandlingerne været med til at mægle en to uger lang våbenhvile mellem de to lande.
De mulige forhandlinger mellem Iran og Washington forventes at gå i gang lørdag eftermiddag lokal tid ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim.
Iranske embedsmænd har dog ifølge Tasnim meldt, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning om, hvorvidt forhandlingerne vil blive gennemført. Det skriver det amerikanske medie CNN.
Hvis de eventuelle forhandlinger finder sted, er de for nu planlagt til at være en endagsbegivenhed, lyder det videre.
/ritzau/




