Jerusalem, 07/07/2025 - 02:20
Israel melder at have angrebet flere steder i Yemen
Angreb mod mål med forbindelse til houthibevægelsen er sket som svar på flere angreb mod Israel, siger landet.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels forsvarsministerium siger, at landets militær har rettet angreb mod flere mål med forbindelse til houthibevægelsen i Yemen.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters søndag aften.
Målene var havne i byerne Hodeidah, Rasa Isa, Salif og et kraftværk i Ras Qantib, lyder det.
Israels militær siger, at angrebene bliver udført som svar på flere angreb mod Israel.
Det fremgår ikke umiddelbart, om nogen er blevet såret, ligesom det ikke står klart, hvor store skader der skal være efter angrebene.
Det israelske medie Times of Israel skriver, at målene ifølge militæret blev brugt til transport af våben og til terrorrelaterede aktiviteter mod Israel og den globale skibsfart.
Ifølge mediet er blandt andet skibet "Galaxy Leader" blevet ramt. Det er et japansk biltransportskib, som houthierne beslaglagde i november 2023.
- Det terroristiske houthi-regimes styrker installerede et radarsystem på skibet og bruger det til at spore fartøjer i det internationale maritime rum for at fremme det terroristiske houthi-regimes aktiviteter, lyder det fra militæret.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er der i medier styret af houthibevægelsen også meldinger om angreb fra Israel.
Her lyder det, at Hodeidah blev ramt af en bølge af angreb, og at Israel står bag.
- Den israelske fjende angriber Hodeidahs havn, lyder det fra den houthikontrollerede tv-station Al-Masirah.
Tv-stationen melder ligeledes om angreb mod Ras Issa, Salif og mod kraftværket i Ras Al-Kathib.
En talsperson for houthibevægelsen siger ifølge Reuters, at bevægelsens luftforsvarssystemer reagerede ved at bruge et stort antal jord-til-luft missiler.
Indbyggere i Hodeidah siger til Reuters, at angrebene mod byen har mørklagt byen, fordi det primære kraftværk er blevet sat ud af drift.
Houthibevægelsen har flere gange stået bag affyringer af missiler fra Yemen mod Israel.
De fleste af de missiler og droner, bevægelsen har affyret mod Israel, er dog enten blevet skudt ned, eller også er de aldrig nået frem. Israel har også udført en række gengældelsesangreb i Yemen.
Houthibevægelsen støtter den militante bevægelse Hamas og har desuden støtte fra Iran. Den har tidligere sagt, at den angriber Israel i solidaritet med palæstinensere i Gaza.
Israel har truet bevægelsen med at indføre en blokade, der skal gælde både maritimt og i luften, hvis houthierne ikke stopper med at angribe Israel.
/ritzau/