Washington D.C., 13/06/2026 - 03:32
Trump melder venezuelansk bandeleder dræbt i angreb
Leder af Tren de Aragua er ifølge Trump blevet udsat for dødeligt angreb fra USA's militærs sydlige kommando.
Af: /ritzau/
USA har i et angreb dræbt lederen af den venezuelanske bande Tren de Aragua.
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, natten til lørdag i opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
Der er tale om Hector Rusthenford Guerrero Flores, der også er kendt under navnet Niño Guerrero, som Trump bruger i sit opslag.
- På min ordre gennemførte USA's Southern Command et hurtigt og dødeligt kinetisk angreb, som eliminerede Niño Guerrero, den berygtede leder af Tren De Aragua, en af de mest blodtørstige terrororganisationer i verden, skriver Trump.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Det Hvide Hus, Pentagon, som er USA's forsvarsministerium, og Southcom, som er USA's militærs sydlige kommando, ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelser om Trumps melding.
Ifølge Trump er det dødelige angreb mod bandelederen blevet koordineret med Venezuela.
- Denne aktion blev koordineret tæt med vores venner i Venezuela, som vi arbejder meget godt sammen med.
- Som følge heraf har Tren de Aragua-terrorister ikke længere et sikkert tilflugtssted i Venezuela eller andre steder, og under min ledelse vil vi finde disse brutale mordere og narkobagmænd hvor som helst og når som helst og sende dem til helvedes dybder, hvor de hører hjemme, skriver Trump.
/ritzau/




