Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/01/2026 - 01:43

Politiet efterforsker brand i lejlighed i Vanløse

Politiet taler med vidner og undersøger lokalområdet med hunde efter brand i lejlighed med knust vindue.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Københavns Politi er natten til tirsdag til stede med efterforskere og hundepatruljer i forbindelse med en brand i en lejlighed på Jyllingevej i Vanløse.

Det oplyser Rasmus Nielsen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Han fortæller, at politiet modtog anmeldelse om branden mandag klokken 23.51 fra brandvæsnet.

- Vi er ude ved en lejlighed, hvor der har været ild.

- Ilden er slukket, og ingen er kommet til skade, siger Rasmus Nielsen.

Billeder uden for lejligheden, der ligger på første sal, viser, at et vindue er blevet knust.

Vagtchefen kan endnu ikke sige, om politiet har mistanke om, at der er foregået noget kriminelt.

- Vi udelukker ikke noget. Vi efterforsker rimelig bredt for at finde ud af, hvad der er foregået. Vi ved ikke, om branden er påsat.

- Vi er stadig på stedet og afsøger med hunde i området, siger Rasmus Nielsen.

Vagtchefen tilføjer, at politiet har talt med vidner på stedet.

Rasmus Nielsens forventning er, at politiet vil være til stede ved lejligheden frem til klokken 03.30.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek