Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Lissabon, 29/01/2026 - 19:54

Portugal bygger Europas første skib dedikeret til droneflåde

Udgifter til skib dedikeret til transport af droner løber op i knap en milliard danske kroner.

Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Portugal har bestilt, hvad der står til at blive det første europæiske skib til transport af droner.

Det skriver mediet Euronews.

Skibet bærer navnet "D. João II" og bliver bygget af det hollandske firma Damen i den rumænske by Galati til en pris på 132 millioner euro, svarende til knap en milliard danske kroner.

EU betaler størstedelen af udgifterne til skibet, skriver mediet.

Andre unavngivne lande skal også have udtrykt interesse for skibet hos firmaet, der vandt udbuddet.

Det kan blandt andet skyldes prisen, skriver Euronews og sammenligner med priserne på amerikanske hangarskibe fra Gerald R. Ford-klassen, der kan løbe op i omkring 13 milliarder dollar - 81 milliarder danske kroner.

På samme måde har skibe fra den britiske Queen Elizabeth-klasse et prismærke på mere end en milliard dollar.

Tre andre landes flåder er i gang med at bygge lignende skibe, men uden at de er dedikeret til dronetransport. Det gælder lande som Kina, Iran og Tyrkiet, ifølge Euronews.

"D. João II" er designet til at kunne nå en hastighed på 15 knob og fragte et mandskab på 48 personer.

I akutte situationer kan skibet rumme yderligere 100 til 200 personer.

Droner kan lande og lette fra det 94 meter lange dæk, og så har det en hangar, hvor man kan samle og vedligeholde dronerne.

Bagerst på skibet kan undervandsdroner sendes afsted fra en specialbygget rampe, skriver Euronews.

Luft- og overfladedroner vil blive brugt til miljøovervågning, maritim overvågning og indsamling af oceanografiske data.

Undervandsdronerne vil udføre inspektioner og kortlægninger af havbunden.

Det er endnu uvist, hvornår skibet ventes færdigt.

Bestillingen af skibet til transport af droner kommer i en tid, hvor Ruslands aktivitet i Atlanterhavet er steget.

Mellem 2022 og 2024 fulgte flåden 143 russiske skibe langs den portugisiske kyst.

Sidste år blev mindst otte fartøjer opdaget i farvande under portugisisk jurisdiktion, herunder ubåde udstyret med langtrækkende missiler og spionskibe, der er i stand til at ødelægge undervandskabler, skriver Euronews.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek