København, 08/03/2026 - 15:34
Brandalarm indstiller togdriften på metrolinjer i København
Beredskabet undersøger brandalarm ved metrostation. Der er ifølge Københavns Politi ingen tilskadekomne.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er søndag eftermiddag ingen togdrift på metrolinjerne M1 og M2 i København.
Det skyldes en brandalarm, der er gået på Christianshavn Station, skriver Metroselskabet på sin hjemmeside.
- Vi har ingen togdrift, og derfor aktiveret rejsegaranti mellem Lindevang - Øresund og Lindevang - Sundby, lyder det fra Metroselskabet, som henviser til, at man søger alternative transportmuligheder.
Metro Service, der varetager driften af metroen, oplyser, at Hovedstadens Beredskab er på stedet og undersøger sagen.
Billeder viser, at både Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab er talstærkt til stede ved Christianshavn.
Der er også redningspersonale på stedet.
Københavns Politi oplyser dog til B.T., at der ikke er nogen tilskadekomne.
Politiet har været på stationen siden 12.37 på grund af røgudvikling fra perronen, skriver mediet.
Til TV 2 Kosmopol oplyser politiet omkring klokken 15.00, at man forventer at være til stede i to til tre timer endnu.
Det er endnu uvist, hvornår togdriften genoptages.
/ritzau/




