Washington D.C., 19/04/2025 - 04:37
USA så i marts betydeligt fald i antal af udenlandske turister
Sammenlignet med 2024 var der i marts i år 12 procent færre udlændinge, der rejste til USA, skriver avis.
Damian Dovarganes/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I marts havde USA knap 12 procent færre besøgende fra udlandet sammenlignet med samme måned sidste år.
Det rapporterer den amerikanske avis Washington Post, skriver nyhedsbureauet dpa.
I februar faldt antallet af personer, der rejste til USA fra udlandet, ligeledes.
Her gjaldt det et fald på to procent, hvilket var det første betydelige fald siden coronapandemien, lyder det.
Avisen henviser til tal fra myndigheden International Trade Administration, som hører under USA's handelsministerium.
Der var i marts tale om et fald på 17 procent blandt turister fra Vesteuropa, 24 procent blandt dem fra Centralamerika og 11 procent blandt dem fra Kina.
Ifølge dpa, som er et tysk nyhedsbureau, skete der specifikt blandt tyske turister i marts et fald på 28 procent.
Også det australske The Guardian meldte tidligere på ugen om et fald blandt australske statsborgere, der i marts landede på amerikansk jord.
Her lød faldet på syv procent sammenlignet med samme måned i 2024, hvilket blandt australiere er det største fald siden marts 2021, som var præget af rejserestriktioner udløst af coronapandemien.
Tallene specifikt for danske turister fremgår ikke umiddelbart.
Flere sager, hvor personer er blevet tilbageholdt ved indrejse i USA, har skabt bekymring blandt udenlandske turister, skriver dpa.
Ifølge nyhedsbureauet er flere personer blevet nægtet adgang til landet, selv om de har kunnet dokumentere, at de har søgt og fået den påkrævede tilladelse til at rejse ind i USA.
Den 12. april skrev USA's udenrigsminister, Marco Rubio, et indlæg hos mediet Fox News, hvor han fastslog at det er en "privilegium" at besøge USA.
- Det er et privilegium givet til dem, der respekterer vores love og værdier. Og som udenrigsminister, vil jeg aldrig glemme det, skrev han.
Ifølge dpa har Rubio dog også sagt, at udlændinge, der rejser ind i USA, ikke har noget at frygte, medmindre de planlægger at deltage i en demonstration til støtte for den militante bevægelse Hamas, hvis de planlægger at "tilskynde uro" på landets universiteter eller planlægger andre former for "optøjer".
/ritzau/